Kommunikation

Anne Stokkebæk
Psykolog og parterapeut

Mange par i krise forstår deres problemer som kommunikationsproblemer på grund af forskelle og uenigheder omkring forskellige ting: Fordeling og udførelse af daglige gøremål: Hvem gør hvad, hvornår og hvordan? Økonomi, børneopdragelse, prioritering af arbejdstid, fritidsinteresser, tid til motion, indstilling til og deltagelse i familiesammenkomster osv. osv.

Det er derfor meget forståeligt, at par ofte søger parterapi med et ønske om kommunikationsværktøjer, problemløsningsmetoder og forhandlingsteknikker.

Partnerne tænker typisk, at hvis man bare kan tale med hinanden om forskellighederne og uenighederne indenfor rammerne af en solid og velassorteret kommunikationsværktøjskasse, så kan konflikter og problemer knyttet til forskelle og uenigheder løses, og man kan komme videre i god ro og orden.

Men kernen i krise i parforholdet er ikke kommunikationsproblemer omkring forskelle og indbyrdes uenigheder. Krise i parforholdet skyldes problemer i den følelsesmæssige kontakt mellem jer, mere præcist, at der er en skrøbelig kontakt der gør, at I let ryger ind i nogle negative mønstre, der forstærker den skrøbelige eller manglende oplevelse af en tryg følelsesmæssig kontakt mellem jer. Og det virker kommunikationsværktøj ikke på. Derfor handler parterapi ikke om træning i problemløsningsmetoder og forhandlingsteknikker.

Når der er en oplevelse af samhørighed, nærvær og tryg kontakt mellem jer, bliver det muligt for jer at række ud mod hinanden og strække jer og give hinanden plads, og sammen udforme realistiske og bæredygtige aftaler med respekt og blik for hinandens forskelligheder, behov initiativer, bidrag og grænser.

Ovenstående betyder dog ikke, at krise i parforholdet ikke påvirker kommunikationen og den gode dialog mellem jer. Det gør den.

I denne artikel kan I læse om nogle centrale opmærksomhedspunkter for en kommunikation, der understøtter samhørigheden, nærværet og en tryg følelsesmæssig kontakt mellem jer.

Disse opmærksomhedspunkter beskrives også rundt omkring i de andre artikler på hjemmesiden.

Kommunikation er en cirkulær proces

Lad os starte med grundpræmissen for al kommunikation mellem jer:

Kommunikation er en cirkulær proces, hvor hvert ord, handling, og nonverbalt udtryk, er en reaktion på noget, der tidligere blev sagt og gjort. Den enes budskab medfører den andens, og den andens budskab medfører den enes, i en slags spiral-proces uden klar begyndelse og slutning.

En sådan cirkulær forståelse af kommunikationen mellem jer kan hjælpe jer til at se eskalerede konflikter og afstand mellem jer, som noget I to skaber sammen, som et fælles anliggende, som I derfor skal løse sammen. Og ikke som den enes skyld og ansvar, eller den andens skyld og ansvar.

Man kan så let komme til at tænke på kommunikation som et forløb med en klar start og et klart slutpunkt, dvs. som en lineær proces: ”Hun sagde det, og derfor sagde jeg det”. ”Nej det er lige omvendt: Han sagde det, og derfor sagde jeg det”.

Det er rigtigt, at det den ene siger og gør, er en reaktion på det, den anden siger og gør. Men det er som nævnt ikke muligt at definere et startpunkt: Den enes budskaber og signaler fletter sig ind i den andens signaler og budskaber i en spiral uden en klar start og afslutning.

En af de vigtigste pointer i hjemmesidens forskellige artikler, nemlig den at en utryg kontakt, skubber jer ind i nogle negative mønstre, som forstærker utrygheden mellem jer, og at I skal lære at få øje på og stoppe disse mønstre, hviler netop på forståelsen af kommunikation som en cirkulær proces. (Se artiklen om negative mønstre i parforholdet).

I har stor virkning på hinanden

Vi er ofte slet ikke opmærksomme på, hvilken virkning det vi siger og gør, har på den anden. Både hvor hårdt vi kan ramme hinanden, og hvor utrygge vi kan gøre hinanden. Og omvendt hvor trygge og rolige vi kan gøre hinanden. Vi er med andre ord ofte ikke er opmærksomme på den enorme virkning, som vi har på hinanden.

Små udtryk og ytringer mellem jer kan gøre en kæmpe forskel både den ene og den anden vej. Fx kan et suk, en kiggen væk, et kritisk blik få kontakten og trygheden til at forsvinde på et splitsekund. Omvendt kan en lun bemærkning, måske humor, et smil, et mildt blik, et hov, et undskyld, en let berøring, undertiden afværge at kontakten og trygheden lukker ned og forsvinder, eller genskabe den på et splitsekund, hvis den lige er væk.

Anmodninger om kontakt og støtte i dagligdagen

I er forskellige mennesker, og forskelle og uenigheder mellem jer er et vilkår. Der vil altid være ting, som I er uenige om. I alle parforhold må man forholde sig til og håndtere forskelle og uenigheder. Nogle par er meget forskellige og har mange uenigheder.

Forskelle og uenigheder er i udgangspunktet ikke noget stort problem, når vi er trygge. Så kan de faktisk ofte interessante og spændende. Forskelle og uenigheder og de konflikter de kan føre med sig, er dybest set en potentiel anledning til at forstå noget nyt og at lære sin partner og sig selv bedre at kende. Selvom det selvfølgelig langtfra er altid, at vi kan møde vores forskelle og indbyrdes uenigheder med sådan en indstilling.

Hyppige og højlydte skænderier om forskelle og uenigheder kan være opslidende. Men skænderier er alligevel ikke kernen i krise i parforholdet, det er blot et blandt mange symptomer.

Hvordan I responderer på hinandens meddelelser og anmodninger om kontakt, nærvær, omsorg og støtte i jeres hverdag sammen, har langt større betydning for jeres parforhold og langt større konsekvenser for jeres liv sammen end den måde, som I forholder jer og forhandler om jeres uenigheder og forskelle på. Det er meget mere fundamentalt, og det er det, som I skal tage hånd om.

Skænderier om forskelle og uenigheder kan reduceres og mildnes, når I er opmærksomme på at møde hinandens anmodninger om nærhed, kontakt, omsorg og støtte i jeres hverdag sammen. Med andre ord: Når I er tilgængelige responsive og engagerede overfor hinanden.

At mentalisere sig selv og den anden

Bag din partners adfærd, det han eller hun siger og gør, ligger der altid mentale tilstande, som tanker, følelser, behov, længsler, drømme osv.

Det samme gælder for dig: Bag din adfærd, det du siger og gør, ligger der altid mentale tilstande, som følelser, tanker, behov, længsler og drømme osv.

At have opmærksomheden åbent, nysgerrigt og ydmygt rettet mod hvilke følelser, tanker, behov, drømme, længsler m.m., der kunne tænke sig at ligger bag din partners adfærd og din egen adfærd, dvs. det I siger og gør, kaldes for mentalisering.

At mentalisere, altså at være opmærksom på mentale tilstande, og forbinde mentale tilstande med det vi siger og gør, er fundamental for al god konstruktiv og udviklende kommunikation mellem mennesker. Adfærd kan blive forståelig og give mening, når vi mentaliserer.

En mentaliserende holdning

Når vi mentaliserer, dvs. når vi er opmærksomme på mentale tilstandes uløselige forbindelse med vores adfærd, må vi indtage det, vi kalder en mentaliserende holdning.

En mentaliserende holdning indebærer, at vi samtidig med, at vi overvejer hvilke tanker, følelser og intentioner, der ligger bag adfærd, er opmærksomme på, at vi kan tage fejl.

Dybest set ved vi jo ikke, hvad der foregår i den andens sind. Vi kan have nogle hypoteser, men vi kan ikke med sikkerhed vide det. Og det er bestemt heller ikke altid, at vi lige i første omgang ved, hvilke mentale tilstande og intentioner, der ligger bag vores egen adfærd. Vi må mærke efter og reflektere.

En mentaliserende holdning er derfor en ydmyg holdning, hvor vi forholder os nysgerrigt, undersøgende, ikke-vidende og ikke-dømmende til adfærd, og til de tanker og følelser, som kunne ligge til grund for den.

At have en mentaliserende holdning er altså det modsatte af at være tankelæser, skråsikker og dømmende. En mentaliserende holdning er at bestræbe sig på åbent og nysgerrigt at stille sit sind til rådighed for at undersøge og forstå, og prøve at finde mening og sammenhæng i adfærden, ud fra den andens og egne indre tilstande uden på forhånd at ekskludere perspektiver.

Når vi møder den anden med en mentaliserende holdning, så breder den mentaliserende holdning sig ud og påvirker den anden og dermed relationen. Den smitter. Det er utroligt, hvordan det at blive mentaliseret af et andet menneske, fx ens partner, fremmer ens egen mentalisering. Mentalisering avler mentalisering.

Stop op og parker samtaler med stærke følelser

Når I har konflikter og er meget følelsesmæssigt påvirkede, er det svært, for ikke at sige umuligt, at mentalisere.

I kan først rigtigt mentalisere, når følelserne har lagt sig lidt.

Så hvis følelsesintensiteten er høj, skal følelserne køles ned. Man kan udtrykke det på den måde, at vi mentaliserer bedre, når jernet er halvvarmt eller afkølet i stedet for meget varm. Det gamle ordsprog om at smede mens jernet er varmt, gælder således ikke, når det drejer sig om at mentalisere.

Lad jer inspirerer af dette: Når følelsesintensiteten stiger, og I er ved at blive overvældet af jeres følelser og jeres mentaliseringskapacitet falder, må I prøve at ”trykke på pauseknappen”. I må med andre ord lave en ”time-out” og parkere samtalen. Lav på forhånd en aftale om, at I bruger denne time-out strategi, når der er en konflikt under opsejling, og situationen spidser til. Ellers kan det misforstås som en afvisning eller som et forsøg på at bestemme over den anden.

Det er selvfølgelig vigtigt at vende tilbage til situationen, når følelsesstormen har lagt sig. Så laver I en ”time in” og må prøve at mentalisere det der skete.

Forestil jer, at I nu spoler tilbage til der, hvor mentaliseringen stadig var til stede, og opholder jer ved det sted i samtalen, som havde potentiale til at blive frugtbar for begge parter.

Det næste vigtige skridt er at finde den mentaliserende holdning frem. En holdning der som nævnt er kendetegnet ved, at vi forholder os ydmygt, undersøgende, ikke-vidende og ikke-dømmende.

Hvad skete der lige før mentaliseringen hoppede af kæden og svigtede?
Hvilke følelser og andre mentale tilstande tænker I hver især, at der lå til grund for mentaliseringssvigtet?
Hvordan oplevede I hver især det, der skete? Uddyb, hvad I tænkte, og hvad I følte.
Hvordan tror I hver især, at den anden oplevede det, der skete?

Ved at tale om en konfliktfyldt oplevelse på et tidspunkt, hvor følelserne er mere regulerede, giver I jer selv mulighed for at få tænkningen med. At tænke og føle samtidig er et centralt kendetegn ved mentalisering.

Det er så vigtigt, at I prøver at anerkende hinandens oplevelser og opfattelser.

Anerkendelse er at forstå og acceptere, at den anden har det, som han eller hun har det uden nødvendigvis at være enig eller værdsætte det. Man kan anskue anerkendelse som en proces bestående af tre trin. Første trin i anerkendelse er blot erkendelsen af, at der er flere måder at forstå virkeligheden på, flere perspektiver. Andet trin er at udvise og udtrykke nysgerrighed, interesse og respekt for den andens perspektiv, virkelighed, verden. Tredje trin er at validere den andens perspektiv og give udtryk for at det giver mening.

Når I mentaliserer bevidst sammen, når I deler jeres respektive perspektiver, lytter og spørger ind til hinanden, hjælper I hinanden med at få flere perspektiver på, i stedet for at være fanget i èt perspektiv. I udfolder og uddyber oplevelsen, situationen eller hændelsen sammen, og skaber dermed en fælles forståelse, som giver mulighed for at genskabe en tryg kontakt til hinanden.

Epistemisk tillid

Mentalisering er så afgørende for kommunikationen mellem os. En anden psykologisk kompetence, der har stor indflydelse på vores kommunikation, er det, som man kalder for epistemisk tillid.

Epistemisk stammer fra ordet epitisme og betyder dette: ”Hvad der ud fra velbegrundet viden må regnes for rigtigt”.

Epistemisk tillid er vores tillid til, at man kan stole på den information, man får af mennesker i sine omgivelser med tilstrækkelig stor sikkerhed til, at man kan basere sine handlinger på den viden, man får gennem informationen.

Når vi skal tilegne os viden, som vi ikke kan opnå ud fra vores egne erfaringer, hvilket ofte er tilfældet, forudsætter det, at vi har epistemisk tillid. Dvs. at vi har en indre stemme, der siger til os: ”Det lyder fornuftigt og velbegrundet, det sætter jeg min lid til”. “Dem der udtaler sig, virker kompetente og ordentlige. Jeg har tillid til dem”.

Men samtidig med at vi er stand til at stole på troværdig kommunikation og information fra andre mennesker, må vi også have tillid til vores egen dømmekraft, hvis vores egne erfaringer afviger for meget, fra det vi får at vide.

En smidig forvaltning af epistemisk tillid er, når vi både kan stole på troværdig kommunikation fra andre og på vores egen dømmekraft, begrundet i egne erfaringer, intuition m.m.

Problemer med epistemisk tillid kan både give sig til udtryk i en overdreven mistro til andres kommunikation og informationer, dvs. en epistemisk agtpågivenhed, hvor man sætter spørgsmålstegn ved meget eller alt. Eller omvendt en overdreven tiltro til andre på bekostning af egen dømmekraft, dvs. man tager det hele råt og ufordøjet til sig.

Sund selvhævdelse, assertion

Man kan også blive inspireret til at reflektere over god kommunikation ved hjælp af begrebet assertion.

Assertion kan oversættes med sund selvhævdelse.

Sund selvhævdelse, er at stå ved sig selv og at stå op for sig selv uden at falde i en af de to grøfter, som vi så nemt kan falde i.

Den ene grøft er den, hvor man er utydelig. Man glider af, og undertrykker sig selv og sine følelser og ønsker og behov, og blender ind alt efter, hvad man tror, at andre, her ens partner, ønsker eller forventer i frygt for konflikt, afvisning m.m. Og måske også undertiden lidt i magelighed: “Du får ret. Jeg får fred”.

Den anden grøft er den hårde og kontante position, hvor man siger aggressivt fra og langer kritisk ud i frygt for at blive underkendt, afvist, gjort forkert m.m. af den anden.

Ingen af disse to grøfter er bæredygtige. Både tydelighed og klarhed og en konstruktiv og respektfuld tilgang til hinanden, som alt sammen er så vigtigt i god kommunikation, er fraværende.

Med andre ord: Sund selvhævdelse, hvor man står op for sig selv og ved sig selv, hænger selvsagt ikke godt sammen med at undertrykke sig selv, glide af og være utydelig. Utydelighed skaber blot mere afstand mellem jer. Man er nødt til at mærke efter, hvad man selv tænker og føler, melde ud og komme på banen med sig selv. Man bliver nødt til at træde frem i lyset og ind i relationen.

På den anden side er det lige så vigtigt, at tydeligheden ikke bliver hård, aggressiv, krævende, bebrejdende og anklagende. Man må tage udgangspunkt i, hvad man selv oplever i stedet for at postulere noget negativt og kritisk om partneren.

Man kan også sige det på denne måde: Man må blive på ”egen banehalvdel”. Nogle gange kan vi tro, at der må en kontant, hård og barsk tilgang til lige at kridte banen op: ”Det kommer aldrig til at ske. Du kan tro nej. Jeg finder mig ikke i noget”. Den kontante, hårde og krævende grøft er ikke tryghedsskabende, og skaber afstand, ligesom den utydelige og afglidende grøft gør det.

Undskyld og tilgivelse

Vi kender alle situationer, hvor det der siges eller gøres, langt fra er ideelt, eller harmonerer med intentionen.

Vi er ukoncentrerede, ikke tilgængelige, og ikke responsive. Vi overser hinandens appel om nærhed. Eller vi sidder fast i vores egne følelser af frygt, tristhed, skam eller vrede, følelser som kan få os til at sige og gøre ting, der ikke var meningen.

Vi kommer uundgåeligt til at træde hinanden over tæerne, til at gøre hinanden ondt.

Derfor er vores evne til at genetablere kontakten til hinanden, når den er blevet brudt, afgørende.

Og her spiller det at kunne sige undskyld en vigtig rolle. Det har vi især brug for i tider, hvor vi er pressede.

Man kan sige undskyld på flere måder:

Fire sekunders hvor-er udgangen-undskyldningen: ”Ok. Undskyld. Skal vi så….”
Undskyldning med fralæggelse af ansvar: ”Ok. Måske gjorde jeg det, men….”
Undskyldning under tvang: ”Ja. Jeg er vel nødt til at sige, at det jeg gjorde, var forkert….”
Den ubehjælpelige undskyldning: ”Det bliver ikke bedre før jeg får sagt undskyld, så undskyld for pokker”.

Sådanne proforma undskyldninger gør blot den sårede partners smerte større.

Mange har faktisk svært ved at sige undskyld. Nogle har ligefrem modvilje mod det. De argumenterer med, at sagt er sagt, og gjort er gjort, og der lå ingen dårlige intentioner bag handlingen. Videre!

At sige undskyld drejer sig ikke om at lægge sig ned på knæ og indrømme, at man har begået en stor fejl, og at man er et forkert eller ringe menneske.

Det drejer sig om at tage den andens sårethed alvorligt, og at forstå, at man har ramt og såret sin partner, og at vise partneren, at hans eller hendes sårethed interesserer os og påvirker os: ”Din sårethed berører mig. Fortæl mig, hvad der gjorde ondt. Hvordan kan jeg hjælpe dig?”

Man kan sige, at en undskyldning ikke så meget handler om undskylderen, men om den man giver den til. Det handler om at stille sig i den andens sko, om indføling i den anden person, at udtrykke forståelse for, hvorfor og hvordan det oplevedes som sårende for partneren.

Det er essentielt for mennesker at tilgive og forsones, når vi træder hinanden over tæerne, og gør hinanden ondt. Vi kan næsten altid få lindret vores sårethed og give slip, når vi oplever, at vores partners undskyldning rummer, at han eller hun har set vores smerte og forstået os, og er ked af det der skete. (I kan læse mere om dette vigtige emne i artiklen om tilgivelse og opbyggelse af tillid).

Lyt til de underliggende tilknytningstemaer

Hjemmesides allervigtigste pointe er denne: I har et tilknytningsbånd til hinanden. Og krise i parforholdet handler om, at I oplever, at jeres kontakt til hinanden er utryg, jeres tilknytningsbånd er truet. Det bringer jer ind i nogle negative mønstre, der forstærker konflikterne og afstanden mellem jer.

Ovenstående betyder, at der under jeres tilbagevendende konflikter med og afstand til hinanden, udspiller sig i såkaldte smertefulde tilknytningstemaer.

Mere præcist: Når I er i konflikt om forskellige ting som økonomi, børnene, praktiske gøremål, arbejde, fritidsaktiviteter osv., og ryger ind i et af de negative mønstre, så hører I skræmmende budskaber som fx: ”Jeg er alene”. ”Jeg kan ikke få støtte af min partner”. ”Jeg er ikke vigtig for min partner.” ”Min partner synes, at jeg er forkert”. ”Min smerte og frygt betyder ikke noget for min partner”. ”Min partner kan ikke rumme hele mig med mine sårbarheder, fejl og mangler”. ”Min partner har ikke brug for mig”. ”Min partner ønsker ikke at have mig tæt på.”

Skåret ind til benet kredser sådanne budskaber om disse temaer: Vores behov for at være betydningsfuld for vores partner og for at blive elsket, som vi er, og frygten for ikke at være det. Vores behov for at være forbundet og frygten for at være alene. Vores behov for at være støttet og beskyttet, når vi har brug for det, og frygten for at være ustøttet og ubeskyttet.

Det er disse tilknytningstemaer, som I skal have fat i, for at I kan genfinde kontakten og finde brugbare løsninger på jeres konflikter, uenigheder og forskelle.

Udover at I må lære at mærke og formulere de tilknytningstemaer, der ligger nedenunder konflikterne og afstanden mellem jer, må I lære at udtrykke jeres behov for en tryg kontakt på en åben og sammenhængende måde, som inviterer den anden til at komme jer i møde.

En samtale der glider over i et desperat raseri over at føle sig forladt eller i en trækken sig i afmagt og håbløshed, vil selvsagt aldrig kunne ende ud i, at I finder brugbare løsninger på jeres uenigheder og forskelle. Det er onde cirkler, hvor I hver især håndterer jeres sårbarhed på en måde, der opretholder eller forværrer den andens sårbarhed. I presser så at sige hinanden ud af balance.

Det er svært. Der kan let ske det, at vi ikke kan lytte til vores partner, og at vi ikke kan se, at han eller hun rækker ud, eller strækker sig. I stedet svarer vi bare vredt eller afvisende tilbage. Men I må holde ud og blive ved. (Dette vigtige tema uddybes i mange af artiklerne her på hjemmesiden).

90/10 reglen

Vi oplever jævnligt situationer med vores partner, hvor vi rammes. Nogle gange føles det blot som et lille stik, og vi er hurtigt videre, andre gange som om en kølig brise, andre gange igen som et stormvejr, og undertiden kan vi ligefrem føle os truet på livet.

I kender sikkert begge to det, at I selv eller jeres partner kan reagere meget stærkt på noget, der umiddelbart virker ret uforståeligt eller måske ligefrem uden betydning for den anden part.

Det der sandsynligvis sker er, at noget der sker nu og her sender jeres hjerner tilbage til jeres fortid, ofte barndom, og får jeres følelser til at blive meget stærke.

Man taler da om 90/10 reglen: 90% af reaktionen handler om noget fra jeres opvæksthistorie eller fra tidligere forhold, og kun 10% handler og nutiden og om noget i den konkrete situation og i jeres relation.

Selvom det nogle gange er mere tydeligt end andre gange, at vores opvæksthistorie og oplevelser fra tidligere forhold er på spil i vores parforhold, så farves alle de konflikter og frustrationer, som I oplever i jeres parforhold, af jeres respektive historier, især jeres historie og erfaringer med tilknytning fra jeres opvækst og de aftryk og ømme punkter, som de har efterladt i jer.

Det er så vigtigt at anerkende fortidens indflydelse på jer, især når det gælder følsomhed overfor trusler og vanemæssige måder at forholde sig til sårbarhed og forsvare sig på. (Se artiklen om spørgsmål til tilknytningshistorie).

Lyt til hinanden

At lytte er helt fundamentalt for god kommunikation, måske det mest fundamentale. At lytte til den anden og selv at blive lyttet til.

Man kan sige, at kernen i god kommunikation er at lytte på en måde, så den anden har lyst til at tale, og tale på en måde, så den anden har lyst til at lytte.

Helt grundlæggende og først og fremmest handler god lytning om at lade hinanden tale færdigt uden at afbryde. Hvis vi ikke ved, om vi kan tale færdigt, før vi bliver afbrudt, bliver det utrygt at sige noget personligt og måske sårbart. Mange oplever det faktisk stærkt ubehageligt at blive afbrudt.

Derudover handler lytning også om at lytte til hinanden uden selvreferencer, korrektioner og kritik. Når man refererer til sig selv, kommer med korrektioner og kritiserer et menneske som er bange, ked af det, vredt, skamfuldt, så giver man ikke personen lov til at tænke og føle, som han eller hun gør.

Hvis vores partner ved, at vi lytter, og prøver at sætte os selv i hans eller hendes sted, at vi bestræber os på at være tunet ind på at forstå og at finde mening i det, vi hører, bliver det lettere for ham eller hende at bevæge sig rundt i noget, der er svært og sårbart. Og det bliver nemmere at række ud på en måde, så vi kan tage imod det.

Gå på besøg i hinandens verdener

I er forskellige mennesker, med forskellige personligheder og forskellige erfaringer og oplevelser fra jeres opvækst og fra evt. tidligere parforhold osv. Det betyder, at I på nogle måder lever i forskellige verdener, hvilket I sandsynligvis også tit oplever, at I gør.

Forstil jer, at der er en bro, der forbinder jeres verdener. Nogle gange må I forlade jeres egen verden, krydse broen og spadsere over broen til den andens verden, sætte jer til rette i hans eller hendes verden for med tålmodighed at lære jeres partner bedre at kende.

Og omvendt må I invitere jeres partner på besøg i jeres egen verden. I må arbejde på både at være en god vært, der er hjemme, når jeres partner kommer på besøg i jeres verden, og en god gæst på besøg i jeres partners verden, der ikke hele tiden løber hjem til sin egen verden, men med nysgerrighed, respekt og interesse, er på besøg i partnerens verden.

Det er vores evne til at besøge hinanden, når vi er kede af det, triste, vrede, skamfulde og bange, som betyder allermest. Hvis man ikke kan dele tanker, der har med vanskelige følelser og situationer at gøre, bliver man trist og opgivende. Og omvendt. Når man kan dele det svære og sårbare, giver det tryghed og håb.

I må sikkert ofte gå på besøg i hinandens verdener. Anerkendelsen af den andens verden, er omdrejningspunktet, når I er på besøg i hinandens verdener. Man kan sige, at anerkendelse er den blomst, som I skal forsøge at medbringe som værtsgave, når I går på besøg i hinandens verden.

Samhørighed, nærvær, og en følelsesmæssige tryg kontakt, som er parforholdets fundament, vokser ud af, at I hver især oplever at føle jer anerkendt.

Anerkendelse

Hvis det overhovedet giver mening at tale om kommunikation indenfor værktøjsmetaforen, kan man sige, at anerkendelse er et vigtigt værktøj.

Helt grundlæggende er anerkendelse som nævnt at forstå og acceptere, at den anden oplever det, som han eller hun gør, og har det som han eller hun har det. Man er ikke nødvendigvis enig eller værdsætter, at den anden har det, som han eller hun har det, men man erkender og accepterer det.

Anerkendelse omfatter i første omgang erkendelsen af, at der er flere måder at forstå virkeligheden på, og i anden omgang at udvise og udtrykke nysgerrighed, interesse og respekt for den andens oplevelse og verden. Og i tredje omgang, at validere den andens oplevelse og verden, dvs. at give udtryk for at det giver mening, hvilket det altid gør. Og kommunikere det tydeligt og effektivt, så den anden føler sig anerkendt.

Når man oplever anerkendelse fra sin partner, kan man være sig selv. Man kan være der for den anden og ikke mindst for hinanden.

Neden under de klassiske reaktioner på utryghed, som er kritik og angreb samt lukkethed og afvisning, ligger der svære følelser som frygt, hjælpeløshed, tristhed og skam, som vi har brug for at blive mødt i ud fra en lyttende og anerkendende tilgang.

Når vi oplever at blive mødt med anerkendelse, så sker der noget med kritikken, bebrejdelserne samt lukketheden og afvisningerne, og vi får nemmere adgang til de længsler og behov, der ligger bag.

Smertefulde konflikter og afstand mellem jer kan blive til nye erfaringer, når det pludselig opleves i et møde mellem jer, hvor I lytter og strækker jer for hinanden.

Den franske forfatter Proust bruger i sit forfatterskab vendingen ”at besøge gamle steder med nye øjne”. Og at besøge gamle steder med nye øjne er en af jeres opgaver i arbejdet med jeres parforhold.

Vi kender alle det at have været et sted, måske på en ferie for mange år siden, og vende tilbage til stedet og se det med nye øjne. Stedet er den samme, men pludselig ser man det på en anden måde. Den samme oplevelse kan I få med konflikter og afstand mellem jer. I en anerkendende indstilling og tilgang til hinanden, kan I se konflikterne og afstanden – den anden og jer selv og jeres parforhold – med nye øjne. Anerkendende øjne, og det fordyber og forstærker jeres relation.

Når vi er pressede, sårede og ramte, og vi ikke føler os anerkendte, dvs. når vi ikke oplever respekt og interesse for vores tanker og følelser, og ikke oplever, at den anden viser empati og forsøger at finde mening i vores verden og perspektiv, er vi hverken gode til at give eller til at tage imod.

Vi bliver dårlige kommunikationspartere. Vi er i helt tæt kontakt med egne oplevelser, vores eget perspektiv og vores egen verden, og ser og hører ikke den andens perspektiv, verden og sårbarhed, og reagerer på de to nævnte typiske uhensigtsmæssige måder: Med at kritisere, angribe og presse eller med at afvise, undvige og trække os.

Det er ikke nemt at skifte til en lyttende, nysgerrig, respektfuld og interesseret og empatisk, dvs. anerkendende tilgang, når I er ramte og skræmte, og er inde i mønstret.

Men I må øve jer i at mestre dette skift. Og I må støtte hinanden i at fortage skiftet. Og det må I gøre gang på gang. For selv med viden og indsigt i parforholdets psykologi og med en meget tryggere kontakt mellem jer, vil I stadig, når I bliver utrygge og mister kontakten til hinanden, opleve at stå overfor et valg: At bebrejde og kritisere eller at lukke ned og lukke ude, eller at tage en dyb indånding og komme i kontakt med jeres egne og jeres partners sårbarhed, at turde at række ud og strække jer.

I jeres liv sammen vil kontakten mellem jer svinge. Nogle gange er den stærk og dyb, andre gange ok og andre gange dårlig og andre gange igen væk. Kontakten mellem jer er med andre ord noget, der kommer og går.

Set i et kontaktperspektiv kan jeres liv sammen ses som en proces, hvor I har kontakt, mister kontakten, søger kontakt og rækker ud, strækker jer og genetablerer den. Igen og igen.

Det er jeres begge tos ansvar at række ud mod hinanden og modtage hinandens anmodninger om kontakt og genetablere kontakten, når den er skrøbelig eller brudt.

Og som nævnt: Når man lærer at række ud mod hinanden og skabe en tryg kontakt, bliver I bedre til at løse de praktiske, konkrete problemer, jeres uoverensstemmelser og konflikter i jeres liv sammen.

I bliver meget mere imødekommende, åbne og fleksible. Det skyldes, at praktiske problemer igen er blevet til det de er, praktiske problemer, uoverensstemmelser og konflikter, og ikke længere en scene, hvor jeres frygt og umødte behov omkring tilknytning udspiller sig.

En følelsesmæssig tryg kontakt gør, at I meget nemmere kan udtrykke jeres behov, tolerere usikkerhed, tænke klart, logisk og sammenhængende, og være responsive og anerkendende overfor hinanden.

Det giver god mening, at man først tager sig af de smertefulde tilknytningstemaer, som gemmer sig bag de praktiske problemer, I har i jeres liv sammen, inden I forsøger at finde brugbare løsninger på dem.

Essensen i god problemløsning er at kunne forblive både fokuseret og fleksibel, og det kan man ikke, hvis den følelsesmæssige kontakt er utryg.

Når vi er trygge, har vi overskud til at orientere os mod hinanden på en måde, der understøtter den anden trivsel, behov m.m.

Den gode vilje og reparation

Parterne i et parforhold kræver ikke det perfekte af den anden.

Derfor er den gode vilje, de helhjertede forsøg på at række ud, strække sig og at anerkende den andens verden, så vigtig. ”Der var jeg vist….” ”Det er jeg ked af…” ”Der ramte jeg dig….”Hvad kan jeg gøre…?” Vores evne og vilje til at reparere, når vi har ramt og skræmt hinanden, er af afgørende betydning for et trygt forhold.

Gottmanns syv kendetegn ved det gode og langtidsholdbare parforhold

Lad os endnu engang afslutte med en af de mest citerede parterapeuter og parterapiforskere, professor

John Gottman, der har forsket i, hvad der kendetegner det gode og langtidsholdbare parforhold. Han har fundet frem til disse syv kendetegn, som ligger fint i forlængelse af ovenstående.

I er medpassager i hinandens liv, og har kendskab til hinandens verdener. Både den ”indre verden”: Tanker, følelser, længsler, behov, drømme osv. Og ”ydre verden”: Hvad der sker omkring jer i jeres liv hver især. Kendskab til hinandens verdener og liv er et udtryk for, at I har et samliv, samhørighed, og ikke bare lever hver jeres liv, parallelt med hinanden.
I mærker og bemærker hinandens positive egenskaber og handlinger. Kærlige følelser og gensidig respekt er den bedste modgift mod vrede.
I vender blikket mod hinanden i stedet for væk fra hinanden: Nysgerrighed og opmærksomhed på hinanden holder parforholdet levende.
I tager beslutninger sammen, og lader jeres partner have indflydelse på jer.
I overkommer fastlåsthed og hårdknuder: I løser de løselige problemer, går på kompromis, og erkender de uløselige problemer, og lader dem ligge.
I bruger tid sammen. Skaber en fælles verden sammen med fælles gøremål, projekter, interesser, traditioner og ritualer. Det giver jer en følelse af samhørighed og meningsfuldhed.
I hjælper hinanden med at virkeliggøre hinandens potentialer og drømme.

Kilder: Se litteraturliste under Artikler.

Anne Stokkebæk. December, 2022.

Psykolog og parterapeut Anne Stokkebæk

Tlf.: 41 59 98 09
E-mail: anne.stokkebaek@gmail.com

Se også min anden hjemmeside