Mentalisering

Anne Stokkebæk
Psykolog og parterapeut

For at kunne forstå vores handlinger, dvs. det vi siger og gør, må vi gå bag om handlingerne og ind til de tanker, følelser, ønsker, behov m.m., som ligger bag handlingerne. At forstå menneskers handlinger ud fra sådanne tilstande, som følelser, tanker osv. kaldes for mentalisering.

Mentalisering handler således kort og godt om at være opmærksom på og interesseret i, hvad der foregår inde i den anden og dig selv: Hvad mon der foregår i den anden? Hvordan kan det være, at den anden handler, som han eller hun gør? Hvad foregår der inde i mig? Hvordan kan det være, at jeg handler, som jeg gør?

Mentalisering er en meget vigtig psykologisk kompetence. Når vi mentaliserer, skaber vi mening i vores handlinger, andres og egne.

Man kan betragte mentalisering som en slags social intelligens. Den giver os mange fordele, fordi en bedre forståelse af os selv og andre slet og ret gør os i stand til at handle mere hensigtsmæssigt, konstruktivt, empatisk og omsorgsfuldt.

Mentalisering er hverken noget eksotisk og sjældent forekommende eller noget kompliceret og mystisk. Det er en almenmenneskelig helt almindelig færdighed. Vi mentaliserer alle sammen hver dag, hjemme, ude, allevegne. Det sker ofte lige så automatisk, som når vi trækker vejret eller blinker med øjnene.

Men selvom mentalisering er en almenmenneskelig færdighed, og selvom vi ofte gør det automatisk og intuitivt, er det ikke altid let at mentalisere. For de fleste af os kan det fx være svært at mentalisere, når det handler om moralsk forkastelige handlinger, som fx vold eller bedrag. Det kan også være svært at mentalisere, når vi befinder os i anspændte og konfliktfyldte situationer med vores nærmeste eller andre, som på en eller anden vis betyder noget for os. Eller når vi er skuffede og kede af noget. Vi kender alle til, at vores mentaliseringsevne i sådanne situationer bliver sat på prøve, svækkes og nogle gange svigter.

Mentalisering er kort og godt:

Lad os kort opsummere hvad mentalisering er ved disse forskellige overlappende korte definitioner af mentalisering.

Mentalisering er:

At forstå ydre adfærd som et udtryk for mentale tilstande.
At være opmærksom på, hvad der sker i mit eget sind, og hvad der sker i andres sind.
At se bag sin egen og andres adfærd.
At kunne både føle og tænke over, hvad der ligger til grund for menneskers adfærd.
At kunne se sig selv udefra og mærke den anden indefra.

Den mentaliserende holdning og indstilling

Et vigtigt kendetegn ved mentalisering er den mentaliserende holdning, som i korthed er kendetegnet ved ydmyghed og åbenhed. Mentalisering indebærer, at man samtidig med, at man overvejer, hvilke tanker, følelser og behov m.m., der ligger bag andres og egen adfærd, er opmærksom på, at man kan tage fejl. For vi kan selvfølgelig ikke med sikkerhed vide, hvad den anden tænker og føler, dvs. hvad der ligger bag, adfærden. Hvis et menneske fx er stille og kigger væk, er det ikke altid bare oplagt, hvad der ligger bag. Måske er personen træt og overanstrenget. Eller ked af noget. Eller vred og forlegen. Eller noget andet.

Det er heller ikke altid lige, at vi ved, hvorfor vi selv handler som vi gør og hvilke tanker, følelser, behov, intentioner m.m., der ligger bag.

Når vi mentaliserer, må vi derfor indtage en mentaliserende holdning.

En mentaliserende holdning er at forholde sig

ydmygt
åben
ikke-vidende
nysgerrigt
undersøgende
ikke-dømmende

til egen og andres adfærd, til de tanker, følelser, intentioner m.m., som kunne ligge til grund for adfærden.

At mentalisere den anden

Mentalisering er som fremgået både at se udad og være opmærksom på og interesseret i, hvad der sker i et andet menneske og at være opmærksom på og interesseret i, hvad der foregår inde i en selv. Vi har således både den andens og egne mentale tilstande på sinde, når vi mentaliserer. Lad os starte med den anden.

Udgangspunktet for at mentalisere et andet menneske er først og fremmest at se i øjnene, at han eller hun, fuldstændig ligesom os selv, har sine indre tilstande, følelser, tanker, intentioner m.m., som baggrund for at handle, som han eller hun gør. Det er banalt, men ikke desto mindre fundamentalt. Faktisk kan vi have en tilbøjelighed til at vurdere andre mennesker ud fra deres handlinger, og os selv ud fra vores mentale tilstande. Hvilket sådan set ganske forståligt, fordi mennesker for det meste i udgangspunktet mærker sig selv tydeligere, end man mærker den anden.

At mentalisere et andet menneske og forsøge at leve os ind i hvad han tænker og føler m.m., siden han siger og gør det, han siger og gør, kræver, at vi kan træde et skridt ud af os selv og delvis give slip på vores egen synsvinkel, vores eget perspektiv, herunder egne følelser m.m., og interesserer os for, hvad der er den andens synsvinkel og perspektiv.

Men selvom vi er forskellige, og alle har vores eget perspektiv, egne følelser, behov, intentioner osv., ligner vi også hinanden. Og vores muligheder for at forstå hinanden bygger bl.a. på ligheder mellem os. Man bruger derfor også sig selv og sine egne erfaringer som reference til at forstå den anden. Selvom man er et andet menneske, er man et menneske, og ofte er der et pænt overlap af erfaringer og reaktioner mellem mennesker. Dette overlap giver et godt grundlag for, at man med en mentaliserende åbenhed og ydmyghed kan forstå, hvorfor han eller hun siger og gør det, han eller hun siger og gør, ud fra antagelser om personens mentale tilstande.

Når man mentaliserer et andet menneske, står man derfor med den udfordring, at man på den ene side må træde ud af sig selv, samtidig med, at man på den anden side beholder kontakten til sig selv og sit eget sind. Billedligt udtrykt må man forsøge at stå med den ene fod i dens andens sko og den anden fod i sin egen sko.

Empati er et meget centralt aspekt af mentaliseringen af et andet menneske. Empati er halvdelen eller mere af mentalisering. Empati har både en kognitiv og en følelsesmæssig komponent. I den mere kognitive komponent af empati, forstår vi den anden og dennes tilstand mere “begrebsmæssigt” som resultat af refleksion og analyse. I den mere følelsesmæssige komponent, forstår vi den anden gennem vores egne følelser. Ofte via kontakt med en snert af samme følelse eller oplevelse, som den anden sidder med. I praksis væver den kognitive og den følelsesmæssige komponent af empati sig sammen.

Når vi opfatter følelser, der opleves og udtrykkes af et andet menneske, og mærker disse følelser inde i os selv, kan det igangsætte en empatisk responsivitet, og vi får mulighed for et dybere niveau af forståelse af den anden, end hvis vi blot opfattede den anden gennem vores intellekt.

At have empati med den anden fordrer dog, at vi samtidig med, at vi tilstræber at indleve os i, hvordan det er at være den anden, også kan skelne mellem os selv og den anden. Hvis vi overidentificerer os med og smelter følelsesmæssig sammen med den anden, kan vi ikke mentalisere den anden. Så er det os selv, vi er i kontakt med.

Det er vigtigt at understrege, at det at mentalisere et andet menneske, på ingen måde betyder, at man må undertrykke eller tilsidesætte de tanker, følelser og behov m.m., som man selv kunne have. Når man mentaliserer den anden, går man på besøg i hans eller hendes verden, i hans eller hendes perspektiv og mentale tilstand, men man er samtidig som nævnt i kontakt med sine egne tanker, følelser, ønsker og intentioner.

At mentalisere et andet menneske betyder heller ikke, at man nødvendigvis er enig, eller at man må underlægge sig den andens handlinger. Det betyder blot, at man erkender, at den anden har sine egne følelser, tanker, intentioner, sit eget perspektiv som baggrund for sine handlinger. Og at man åbent og nysgerrigt bestræber sig på at stille sit sind til rådighed for at undersøge og forstå, og finde mening, betydning, sammenhæng i adfærden, ud fra den andens indre tilstande uden på forhånd at ekskludere perspektiver.

Dette understreges, fordi det er en misforståelse omkring at mentalisere et andet menneske, at man i sin intension om at prøve at forstå den andens adfærd, må ende ud med at være enig eller underlægge sig den andens handlinger. At man må tilsidesætte sig selv, sine egne behov og sit eget perspektiv, hvilket naturligvis kan vække uvilje mod at prøve at mentalisere et andet menneske.

Men når vi indtager en mentaliserende holdning, sker der ofte det, at det andet menneske bliver mere nuanceret for os, og ved at blive i den mentaliserende holdning i længere tid ad gangen, vil vi måske opdage, at den anden oplevede noget, og havde det på en måde, som vi ikke i første omgang var i kontakt med, og det kan både gøre os mere forstående og rummende overfor den anden.

At mentalisere sig selv

Mentalisering handler ikke kun om at være opmærksom på, nysgerrig og interesseret i den andens mentale tilstande. Det handler lige så meget om at være i kontakt med, opmærksom på og åben og nysgerrig overfor sine egne indre tilstande og prøve at forstå, hvad de handler om.

Ligesom det kan være svært at mentalisere den anden, kan det også være svært at mentalisere sig selv. Problemer med at mentalisere sig selv kan skyldes, at man ikke er i kontakt med sine følelser, og derfor ikke kan mærke, hvordan man har det. Når man skal mentalisere sig selv, må man træde ind i sig selv og mærke efter. Sætte tempoet ned, og dvæle lidt ved, hvad man mærker.

Andre gange må man træde ud af sig selv, og prøve at skabe mere afstand. Man må stille sig lidt ved siden af sig selv og spørge: ”Hvorfor gjorde og sagde jeg mon det, som jeg gjorde og sagde?”

Når man mentaliserer sig selv, må man således, ligesom når man mentaliserer et andet menneske, både kunne træde ind i sig selv og mærke efter og træde ud af sig selv og se sig selv ude fra og lidt fra oven.

Hvis man ikke kan mærke sine følelser, behov m.m., har man intet grundlag for at mentalisere sig selv. Og hvis man ikke kan ”træde ud af sig selv” og se sig selv udefra, bliver man fanget i sine egne tanker, følelser m.m., som fremstår og opleves som de eneste måder at opfatte virkeligheden på, og ikke som èn synsvinkel blandt flere mulige. Netop det faktum, at der altid er flere synsvinkler på og flere sider af en sag, en situation, en hændelse m.m., og at synsvinklen afhænger af personens forskellige komplekse mentale tilstande, er kernen i mentalisering. (Se senere).

Udvikling af mentaliseringsevnen

Vi er selvfølgelig ikke født med en veludviklet mentaliseringsevne. men vi fødes med mange små spirer til at udvikle evnen til at mentalisere, bl.a. med evnen til imitation. Mentaliseringsevnen udvikler sig i livet med og samspillene mellem barnet og dets nære omsorgspersoner, ofte forældrene, der har barnets sind og trivsel på sinde. Når omsorgspersonerne spejler barnets følelser, vil barnet blive stadig mere fortrolig med sine egne følelser, behov m.m.

I starten oplever barnet, at dets eget perspektiv på verden er det eneste. Fra treårsalderen begynder det at kunne skelne mellem den indre og den ydre verden. Fra fem årsalderen kan barnet forstå, at der er en indre mental verden, som følelser, tanker, intentioner, behov osv. og en ydre verden, vores adfærd, det vi siger og gør. Og barnet kan forbinde det indre med det ydre og det ydre med det indre, og kan nu opfatte og anerkende flere perspektiver på en gang: Dvs. barnet kan mentalisere.

Mentaliseringen vil selvfølgelig endnu være skrøbelig, og barnet vil stadig tit være meget optaget af, stærkt bundet til og undertiden låst fast i sine egne tanker, følelser og behov. Men som barnet bliver ældre og udvikler sig, vil mentaliseringsevnen blive stadig mere solid og nuanceret.

Fire mentaliseringsdimensioner

For yderligere at få fat i, hvad mentalisering mere konkret er, skal vi nu se nærmere på en model, der beskriver mentalisering indenfor fire forskellige dimensioner.

Modellen tager udgangspunkt i, at mentalisering er en balance mellem fire dimensioner.

Mellem automatisk, intuitiv mentalisering og bevidst kontrolleret mentalisering.
Mellem fokus på sig selv og fokus på den anden.
Mellem fokus på følelser og fokus på tanker.
Mellem fokus på det indre og fokus på det ydre.

Disse fire vigtige mentaliseringsdimensioner uddybes nedenfor.

Automatisk, intuitiv mentalisering og bevidst kontrolleret mentalisering

For det meste foregår mentalisering intuitivt og automatisk: Når vi er sammen med andre på en spontan og ubesværet måde, hvor vores samspil med hinanden kører og fungerer, forstår vi os selv og hinanden uden at skulle tænke ret meget over det. Vi anstrenger os ikke, og er ikke bevidste om, at vi mentaliserer, vi gør det bare. Det er intuitiv og automatisk mentalisering.

Men det er ikke altid nok. Der kan hurtigt ske noget, der gør, at vi må tænke en ekstra gang. Det kan være, at vi misforstår hinanden, eller at der opstår gnidninger måske konflikter. Vi skifter da fra den automatiske, intuitive mentalisering til den bevidste, kontrollerede mentalisering. Kontrolleret mentalisering er, når vi bevidst retter opmærksomheden mod det mentale, og gør brug af en aktiv eftertanke. ”Hvad skete der mon der?” ”Hvilke følelser, tanker, intentioner m.m. ligger der til grund for det, han eller hun sagde eller gjorde?” ”Hvilke følelser, tanker, intentioner m.m. ligger der til grund for det, jeg sagde eller gjorde?”

Vi fortager hele tiden sådanne skift mellem automatisk, intuitiv og bevidst kontrolleret mentalisering alt efter, hvad situationen kalder på.

Sig selv og den anden

At mentalisere er som nævnt både at mentalisere sig selv og den anden. Dvs. det er både at være opmærksom på, hvad der sker i eget sind, og hvad der sker i den andens sind. Ofte glider vi umærkeligt frem og tilbage mellem at mentalisere os selv og mentalisere den anden, hvilket i udgangspunktet forstærker og befrugter hinanden: Hvis man mentaliserer og forstår den anden, bliver det også lettere at mentalisere og forstå sig selv. Og omvendt.

Følelser og tanker

Mentalisering omfatter også en balanceret vekselvirkning mellem at have fokus på følelser og fokus på tanker.

Mentalisering er ikke bare en ren rationel tankeproces, hvor man analyserer sine egne og andres mentale tilstande og adfærd så nøjagtigt, fornuftigt og “klogt” som muligt, og prøver at ”regne den ud”.

Omvendt er mentalisering heller ikke en ren følelsesmæssig proces, hvor man blot mærker og oplever følelser uden at reflektere og tænke over og sammen med følelserne. Mentalisering er at kunne føle og tænke over, hvad der ligger til grund for menneskers, egen og andres, adfærd. Et centralt kendetegn ved mentalisering, er at man tænker om følelser og føler om tanker.

Indre-ydre:

Denne mentaliseringsdimension handler om, hvorvidt det aktuelle fokus for mentaliseringen er på indre mentale tilstande som tanker, følelser, behov, længsler, intentioner m.m. eller på det ydre, dvs. adfærd, det der siges og gøres. Og om at kunne drage nogenlunde retvisende konklusioner om indre tilstande udfra ydre adfærd. Og omvendt, at kunne drage nogenlunde retvisende konklusioner om det ydre, adfærden, ved at forestille sig de indre tilstande, der kan ligge til grund herfor. Alt sammen med en mentaliserende ydmyghed i form af foreløbige formodninger, som evt. kan korrigeres eller uddybes ved yderligere opdagelser eller refleksion. Måske i en samtale.

Når man mentaliserer, er man på en balanceret måde optaget af begge dele i stedet for at falde i grøfter og enten være overoptaget af eget eller den andens sind, dvs. det indre. Eller omvendt, overoptaget af ens egen eller den andens adfærd, dvs. af det ydre, på bekostning af indre tilstande.

Balance mellem de fire dimensioner

Ofte veksler vi uproblematisk, fleksibelt og balanceret mellem automatisk, intuitiv og bevidst, kontrolleret mentalisering, og vi mentaliserer balanceret omkring os selv og den anden. Vi har både kontakt med vores følelser og tanker, og vi er optaget af både den indre mentale verden og den ydre, vores adfærd.

Men ingen af os kan balancere ligeligt mellem alle fire mentaliseringsdimensioner til enhver tid. Og det er heller ikke meningen, at der altid skal være balance. Nogle gange kan det være nødvendigt og meningsfuldt, at vi fokuserer mest på at forstå os selv og andre gange på at forstå den anden. Nogle gange er det mere meningsfuldt, at vi har fokus på at forstå følelser, andre gange på at forstå tanker osv.

Mentaliseringssvigt

Som vi allerede har nævnt, og som vi alle kender til, er mentalisering på ingen måde en konstant størrelse. Vores evne til at mentalisere er meget påvirkelig. Det er en central pointe i forhold til at mentalisere både andre og os selv, er at vores mentalisering er en funktion, der svinger: Den kan svækkes, og den kan nogle gange bryde sammen og svigte helt.

Mentaliseringssvækkelse og mentaliseringssvigt sker løbende. Fx når vi kommer til at misforstå andre, og når vi selv bliver misforstået. Vi er ikke tankelæsere, vi kan ikke undgå at misforstå hinanden.

Men ofte kan vi hurtigt identificere situationen som en misforståelse og genoprette mentaliseringen.

Mentaliseringssvækkelse og -svigt kan selvfølgelig være af meget forskellig karakter. Svækkelsen og svigtet kan dels være forskellig i omfang, dels have forskellige årsager, og kan give sig til udtryk på forskellige måder.

Der er store forskelle på menneskers mentaliseringsevne. Først og fremmest er der stor forskel på, hvor tilbøjelige vi overhovedet er til at se bagom andres og egen adfærd, og gøre os tanker om, hvad der er til stede i den andens og eget sind.

Der er også forskel på hvor hurtigt vi bliver bragt ud i de fire mentaliseringsdimensioners ekstremer, hvor dybt mentaliseringssvigtet er, hvad der trigger det, og ikke mindst på, hvor hurtigt vi kan genvinde evnen til at mentalisere efter et mentaliseringssvigt eller mentaliseringssvækkelse.

Mentaliseringsproblemer kan først og fremmest handle om begrænset mentalisering, dvs. om, at man mentaliserer relativt lidt.

Mentaliseringsproblemer kan også handle om skæv mentalisering, hvor man nok har blik for en bestemt følelse, et behov, en intension m.m. hos den anden, men hvor man under- eller overvurderer styrken, hvilket kan resultere i, at ens respons bliver skæv. Og der kan også være tale om direkte fejlvurderinger, hvor man opfatter den andens indre tilstand som værende en kvalitativ anden end den egentlig er.

Endelig kan mentaliseringsproblemer handle om hypermentalisering, hvor der ikke er tale om fravær af mentalisering, men hvor mentaliseringen løber løbsk, i sit eget spor, uden rigtigt at få fat om, hvad der rører sig i en selv og andre. (Se senere om en opdeling i tre forskellige former for mentaliseringssvigt).

Nogle gange er det ret nemt at forudsige, hvornår mentaliseringen kommer til at svigte. Fx når vi bliver chokerede. Og når vi har konflikter med vores nærmeste eller andre betydningsfulde personer i vores liv. Vi kender alle til, at mentaliseringen udfordres, mindskes eller svigter i anspændte, konfliktfyldte situationer med mennesker, vi er tæt knyttede til, fx vores partner. Man er fanget i sine egne følelser af fx vrede, skam, skyld, man er i sine følelsers vold. Man kan ikke mentalisere.

Man udviser måske skråsikkerhed i forhold til den andens intentioner, eller kan slet ikke forstå den anden: ”Du gjorde det fordi…..Det ved jeg”. Eller: ”Hvorfor siger du det? Det giver da slet ingen mening?” Den undersøgende, ikke vidende og ikke dømmende mentaliserende indstilling og holdning er fraværende. Eller man bliver meget selvkritisk: ” Hvorfor sagde og gjorde jeg dog… hvor er jeg en stor idiot. Nu bliver de vrede og vil ikke….”

Vi forstår kort og godt langt fra altid at stille vores sind nysgerrigt til rådighed for at undersøge og forstå og prøve at finde mening og sammenhæng i det, den anden og en selv siger og gør.

Vores mentaliseringsevne kan også svækkes, hvis vi er følelsesmæssigt belastet i længere tid, og vi mistrives.

Det er ikke kun svært at mentalisere, hvis man er helt oppe at køre. Det er heller ikke befordrende for mentaliseringen, hvis man er følelsestom og apatisk. Når man ikke er i kontakt med sine følelser, kan man hverken mærke, hvordan man har det eller mærke den anden. Tankerne kører ruminerende i ring, uden at det åbner op for synsvinkler, hvor man kan se tingene på flere måder. Man er fanget i en tankespiral, der er meget langt fra en afstemt og moden eftertænksomhed og refleksion.

Mentaliseringssvigt og -svækkelse kan også skyldes en generel psykisk skrøbelighed. Nogle mennesker har en psykisk skrøbelighed, der betyder, at mentaliseringsevnen både generelt fungerer dårligt, og let og ofte bryder sammen. Det gælder fx for mennesker med en personlighedsforstyrrelse.

Ofte er det sådan, at vores mentalisering lettere svigter i forhold til bestemte personer, situationer, forhold og sammenhænge, der vækker særlige tanker og følelser. Vi har blinde vinkler i vores mentaliseringsevne knyttet til vores tilknytningsbaggrund. Det kan fx være at lidelse, både ens egen og andres og behovet for nærhed nemt kan blive lidt usynligt for en. Det kan også være, at vi har blinde vinkler omkring vores egne og andres ressourcer, dvs. alt det vi selv og andre faktisk mestrer og magter.

Vi har alle vores særlige triggere og “spøgelser” med os i bagagen. Det betyder, at vi kan reagere med mentaliseringssvækkelse og -svigt, ikke så meget på grund af det, der konkret sker i situationen her og nu, men fordi det der sker nu og her, sender os tilbage til noget fra tidligere i vores liv, typisk i vores barndom, hvor vi har oplevet ubehag, afmagt, utryghed og stået alene med det. Vores historie, vores fortid er næsten altid på en eller anden måde en central medspiller i vores mentaliseringssvækkelse og -svigt.

En vigtig del af vores kompetence til at mentalisere, omfatter også vores evne til at erkende de ting, som begrænser os i vores mentalisering og tage os af dem. Vi må med andre ord tænke over, hvad der især kan svække vores mentaliseringsevne, hvad der især kan få den til at bryde sammen, og hvordan vi skal forholde os til det.

Tre forskellige former for mentaliseringssvigt

Nedenfor præsenteres tre typiske måder, som mentaliseringssvigt kan vise sig på. Tre måder som vi alle kender både fra os selv og andre.

Kun fokus på det ydre.
Kun fokus på det indre.
Pseudomentalisering.

Kun fokus på det ydre

Et velkendt mentaliseringssvigt er, når vi tolker mentale tilstande alene på baggrund af observerbare handlinger, dvs. når vi kun har blik for konkrete handlinger og hændelser, som vi kan se med det blotte øje. Tanker, følelser, behov, intensioner m.m. glemmes, det er kun det ydre, der tæller.

Denne ikke-mentaliserende reaktionsmåde kan udtrykke sig på sådan: ”Hvis du ikke aflyser din aftale, og er sammen med mig, er det fordi du ikke elsker mig, og så er alt, som vi har haft sammen bare ligegyldigt.”

Når man kun har opmærksomhed på det ydre, på handlinger, er man således slet ikke i forbindelse med det faktum, at ydre adfærd, dvs. det vi mennesker siger og gør, altid skal forstås på baggrund af mentale tilstande, som følelser, tanker, ønsker, behov og intentioner, og at både det indre og det ydre er virkeligt og vigtigt. Dvs. man er slet ikke i forbindelse med selve essensen af mentalisering.

Kun fokus på det indre

Et andet hyppigt forekommende mentaliseringssvigt er, når man opfatter alting ud egne mentale tilstande, som bliver lig med virkeligheden. Man udviser med andre ord en total sikkerhed overfor sine egne oplevelser. Man ved bare lige, hvordan det hele hænger sammen, og man er uvillig og måske ude af stand til at overveje alternativer: Hvis man tænker og føler, at noget forholder sig på en bestemt måde, så forholder det sig på den måde!

Denne ikke-mentaliserende skråsikre indstilling kan kort illustreres sådan: ”Det jeg tænker og føler er virkeligheden”. Den åbne og ydmyge mentaliserende holdning , der også er en kerneingrediens i mentalisering, er således ikke til stede.

Pseudomentalisering

Endnu et mentaliseringssvigt er, når vi er fanget i en form for tankestyret mentalisering, som kan være helt eller delvist adskilt fra virkeligheden.

Vi bruger da meget energi på at tænke på og tale om mentale tilstande, men det er på en frakoblet måde, intellektualiserende og måske klichepræget, uden nogen forbindelse til de involverede mennesker, følelserne, situationen og hændelsen.

Man kalder også dette for hypermentalisering. Der er som nævnt ikke tale om fravær af mentalisering, men mere om, at mentaliseringen løber løbsk i sit eget spor uden rigtigt at få fat i, hvad der rør sig i en selv om den anden.

Det kan være forvirrende, faktisk ofte kedeligt for andre at høre på et menneske, der er fanget i en tankestyret hypermentalisering, som forsvinder væk fra sine følelser, op i sit hoved og sætter tingene på formel. Som samtalepartner kan man opleve det, som om man er publikum snarere end en ligeværdig samtalepartner.

Undertiden kan det i første omgang være svært at skelne mellem god mentalisering fra denne form for mentalisering. Netop derfor kalder man også denne ikke mentaliserende forholdemåde for pseudomentalisering.

Mentaliseringssvigt og -svækkelse og de fire mentaliseringsdimensioner

Lad os nu se nærmere på mentaliseringssvigt og mentaliseringssvækkelse udfra de fire mentaliseringsdimensioner.

Ubalance i den intuitivt automatiske og bevidste kontrollerede mentaliseringsdimension er, når vi har svært ved at skifte fra den ene til den anden.

Nogle gange, faktisk jævnligt, kan vi ikke nøjes med den intuitive, automatiske mentalisering. Hvis vi vil forstå, hvad der sker, og forstå det lidt dybere og bedre, må vi slippe den automatiske, intuitive mentalisering og hoppe over i en langsom, reflekterende mentalisering, hvor vi gør aktivt brug af bevidst eftertanke.

Andre gange kalder situationen omvendt på, at vi giver os hen i situationen og vores intuition. Det bliver det tungt, anstrengende, ”overtænkende”, hvis vi hele tiden eller mest mentaliserer bevidst og kontrolleret. Og det er helt unødvendigt.

Ubalance i selv- anden dimensionen er, når vi er ensidigt opmærksomme på at læse andre menneskers sind, og sætter andres følelser, tanker, intentioner og behov over vores egne. Eller omvendt, når vi har et stærkt fokus på os selv og vores egne indre tilstande. Dvs. når vi er så optaget af at tænke på, hvordan vi selv har det, vores egne følelser, tanker, behov m.m., at vi mister blikket for den andens indre tilstande, følelserne, behov m.m., og hvordan det mon er at være den anden.

Ubalance i tanke-føle dimensionen forekommer, når vi overvældes af stærke følelser, som opstår pludseligt, og som er lang tid om at aftage igen, og som ikke suppleres af tanker og refleksioner. Intense følelser hvor der ikke er refleksion inde over, er vanskelige at forene med en nuanceret refleksion over mentale tilstande, dvs. med mentalisering.

Der er også ubalance i denne mentaliseringsdimension, når vi intellektualiserer over mentale tilstande, når vi med andre ord overtænker, og tankerne kører i ring, uden en følelsesmæssig forankring, som skal give vores tanker retning. Følelserne skal med, når vi tænker og reflekterer, så vi kan mærke, hvordan vi selv og den anden har det. Ellers bliver det bare til en masse tomme ord uden indlevelse i og forbindelse til det, følelserne udspringer af.

Ubalance i ydre-indre dimensionen, når man ikke er i stand til at drage nogenlunde retvisende konklusioner om indre tilstande ud fra ydre markører, som adfærd, dvs. det man siger og gør. Eller omvendt, at man ikke er i stand til at drage nogenlunde retvisende konklusioner om adfærd, ud fra indre markører som tanker og følelser m.m. Man bliver enten overoptaget af tanker og følelser i en selv eller den anden, og holder fast i dem og glemmer det ydre, adfærden, osv. Eller omvendt: Man overtolker på det ydre, handlinger, og er ikke opmærksom på de indre tilstande, der ligger bag.

Kort og godt om mentaliseringssvigt

Som sagt er de ovennævnte tre slags mentaliseringssvigt, dvs. ensidigt fokus på det ydre, ensidigt fokus på det indre og tankestyret pseudomentalisering typiske reaktionsmåder, som vi alle kan fanges ind i, når vi føler os pressede, utrygge, stressede eller i krise.

Vi kender alle til at være fanget i en ikke-mentaliserende tilstand, når vi giver udtryk for total vished og skråsikkerhed med hensyn til den andens tanker, følelser og intentioner, og ikke har kontakt med det faktum, og at vi ikke kan vide, hvad der ligger bag den andens adfærd. Eller når vi er i meget tæt kontakt med vores følelser, og fastholder vores eget perspektiv som det eneste sande. Eller hvor vi er helt oppe i hovedet, og slet ikke er i kontakt med vores følelser, og hvor vi ikke kan forbinde vores tanker og andre mentale tilstande med de konkrete ting, som de udspringer af.

Man kan også, som vi har gjort det, se på mentaliseringssvigt i forhold til de fire mentaliseringsdimensioner, hvor der mangler balance mellem den intuitive, automatiske mentalisering og den kontrollerede, bevidste mentalisering. Mellem fokus på følelser og tanker, mellem fokus på den anden eller en selv, mellem fokus på det indre mentale og det ydre, adfærden. Selvom balancering mellem de fire mentaliseringsdimensioner ikke betyder, at ligevægt altid er det mest bæredygtige, nogle gange er det mere relevant, at vi fokuserer mest på at forstå os selv, andre gange den anden osv., så er balance mellem de fire mentaliseringsdimensioner generelt befordrende for mentaliseringsprocesser mellem mennesker.

God mentalisering er en indstilling

Vi har nu set på mentaliseringssvækkelse og mentaliseringssvigt og illustreret med måder, som det kan manifestere sig på.

Lad os nu vende tilbage til og opsummere og udfolde, hvad der ligger i en god og solid mentalisering. Det mest centrale i mentalisering er den mentaliserende indstilling. Man kan billedligt udtrykke det på den måde, at indstillingen er den have, som mentaliseringen bor og gror i.

Indstillingen sikrer, at man retter sin opmærksomhed mod de mentale tilstande, egne og andres, og deres betydning, for at forstå den ydre adfærd, dvs. det, vi siger og gør.

Kodeordene for den mentaliserende indstilling er:

Åbenhed
Balance
Anerkendelse
Empati
Nysgerrighed
Tålmodighed

Den mentaliserende indstilling læner sig op ad den tidligere nævnte mentaliserende holdning.

Åbenhed handler om at slippe eller løsne op for sin egen for-forståelse og indstillinger og i stedet være åben over for hvilke mentale tilstande, der har fået den anden til at sige og gøre, som han eller hun siger og gør. Dybest set ved man ikke, hvad der foregår i den andens sind. Man kan have nogle hypoteser, men man kan ikke vide det.

Balance handler om at balancere i forhold til de fire mentaliseringsdimensioner: Automatisk-kontrolleret mentalisering, fokus på sig selv-fokus på den anden, fokus på følelser-fokus på tanker og fokus på indre tilstande-fokus på ydre adfærd.

Anerkendelse handler om at forstå og acceptere, at den anden oplever det, som han eller hun gør, og har det, som han eller hun har det. Det er hverken nødvendigt at værdsætte det eller at være enig.

Man kan beskrive anerkendelse i tre trin. Første trin i anerkendelse er erkendelsen af, at der er flere måder at forstå virkeligheden på, der er forskellige perspektiver. Andet trin er at udvise og udtrykke nysgerrighed, interesse og respekt for den andens verden og perspektiv. Tredje trin er at validere den andens perspektiv og give udtryk for at det giver mening, hvilket det altid gør i en eller anden forstand. Og at prøve at kommunikere det effektivt, så den anden kan føle sig anerkendt.

Empati handler om at sætte sig i den andens sted og indleve sig i hans eller hendes følelser, hvilket både sker kognitivt som resultat af refleksioner og analyser og igennem kontakten med egne følelser. Når man oplever empati fra et andet menneske, føler man sig ikke blot forstået med deres intellekt og fornuft, man føler sig følt. Det kan opleves meget trygt og godt. Man kan sige, at empati er halvdelen eller mere af mentalisering.

Nysgerrighed handler om at udvise en åben og spørgende attitude, fordi vi ikke ved, hvad den anden tænker og oplever.

Tålmodighed handler om at erkende, at mentalisering tager tid. Hvis vi er tålmodige og kan blive i den mentaliserende indstilling i længere tid ad gangen, vil vi typisk opdage noget, som vi ikke i første omgang var i kontakt med. Tålmodighed omfatter også den vigtige erkendelse af, at vores mentalisering vil svinge og nogle gange svigte og lukke ned. Det sker løbende, at man reagerer på en ikke- mentaliserende måde, og det kan der være mange gode grunde til. Men så må man atter tålmodigt ”op på hesten” og genvinde den mentaliserende indstilling.

Den mentaliserende indstilling: åbenhed, anerkendelse, balance, empati, nysgerrighed og tålmodighed, gælder selvfølgelig ikke kun overfor den anden. Lige så vigtigt er det at møde sig selv med en mentaliserende indstilling.

Overordnet om den mentaliserende indstilling kan man sige, at den er fleksibel, den låser sig ikke fast på et bestemt synspunkt. Den har en legende og undersøgende karakter. Samtalen og samværet præget af en mentaliserende indstilling, foregår som en proces, hvor man både giver og tager med respekt for hinandens synspunkter og synsvinkler.

Mentalisering avler mentalisering. Det er utroligt, hvordan det at blive mentaliseret, fremmer ens egen mentalisering, som igen forstærker den andens mentalisering og så fremdeles.

Vær opmærksom på følelsesintensiteten

Fordi vores mentaliseringsevne er påvirkelig, og den kan svækkes og svigte, er det vigtigt at gøre sig tanker om, hvad man kan gøre for at bevare eller genetablere mentaliseringen i situationer, hvor mentaliseringen kommerunder pres.

Først og fremmest må man være opmærksom på det følelsesmæssige spændingsniveau i situationen. Vores følelsesmæssige spændingsniveau er som nævnt, og som vi alle kender til, ofte højt i sårbare og konfliktfyldte situationer med mennesker, som vi er tæt følelsesmæssigt knyttet til, fx vores partner, eller andre mennesker, som på forskellig vis har betydning for os. Når følelsesintensiteten og konfliktniveauet er højt, er mentaliseringskapaciteten lav. Det er en ”mentaliseringsregel”, der gælder for os alle.

Det er selvfølgelig ikke forkert at opleve intense følelser, men vi mentaliserer langt bedre og mere nuanceret, når følelserne er kølet lidt ned. Man kan udtrykke det på den måde, at vi mentaliserer bedre, når jernet er halvvarmt eller afkølet i stedet for meget varm.

Det gamle ordsprog om at smede mens jernet er varmt, gælder således ikke, når det drejer sig om mentalisering.

Du kan måle intensiteten i dine følelser ved at stille dig selv disse spørgsmål:

Er jeg åben over for at se tingene fra flere perspektiver? Eller er jeg stadig helt sikker på, at den anden tager fejl, og ser forkert på tingene, og at jeg har ret, og ser det hele rigtigt?
Er jeg oprigtigt nysgerrig på, hvilke mentale tilstande, der ligger bag det, den anden og jeg selv siger og gør?
Er jeg i stand til at føle empati for både mig selv og den anden?
Har jeg tålmodighed til at gøre dette ordentligt?

Når følelsesintensiteten stiger, og I er ved at blive overvældet af jeres følelser og jeres mentaliseringskapacitet falder, må I prøve at ”trykke på pauseknappen” og parkere samtalen. Lav på forhånd en aftale om, at I bruger denne ”time-out strategi”, når der er en konflikt under opsejling og situationen spidser til. Ellers kan det misforstås som en afvisning eller som et forsøg på at bestemme over den anden, hvilket blot kan eskalere konflikten og forstærke mentaliseringssvigtet.

Det er selvfølgelig vigtigt at vende tilbage til situationen, når følelsesstormen har lagt sig, så I kan få konflikten landet og genskabt kontakten. Så laver I en ”time-in”, og må prøve at mentalisere det der skete.

Start med at at finde den mentaliserende indstilling frem: Åbenhed, balance mellem de fire mentaliseringsdimensioner, anerkendelse, empati, nysgerrighed og tålmodighed.

Prøv derefter at spole tilbage til der, hvor den gode mentalisering var til stede, og ophold jer ved det sted i samtalen, som havde potentiale til at blive frugtbar for begge parter og dermed jeres forbindelse.

Hvad skete lige før mentaliseringen hoppede af kæden? Hvilke følelser og andre mentale tilstande, tænker I, at der lå til grund for mentaliseringssvigtet? Hvordan oplevede I hver især det, der skete? Uddyb hvad I tænkte, og hvad I følte. Hvordan tror I hver især, at den anden oplevede det, der skete?

Ved at tale om en konfliktfyldt situation på et tidspunkt, hvor følelserne er mere afdæmpede, giver man sig selv mulighed for at få tænkningen med. Et vigtigt kendetegn ved mentalisering er at kunne tænke og føle samtidig.

Helt centralt er det at prøve at anerkende hinandens oplevelser og opfattelser. Husk at anerkendelse helt grundlæggende blot er at forstå og erkende, at den anden har det, som han eller hun har det. Det er ikke nødvendigvis at være enig eller glad for, at det er sådan.

I første omgang er anerkendelse erkendelsen af, at der er flere måder at forstå og opleve virkeligheden på. Og i anden omgang at udvise og udtrykke nysgerrighed, interesse og respekt for den andens oplevelse og perspektiv. I tredje omgang at validere den andens verden og perspektiv ved at give udtryk for, at det giver mening.

Når I mentaliserer bevidst sammen, deler jeres respektive oplevelser og perspektiv, lytter og spørger ind til hinanden, hjælper I hinanden med at få flere vinkler på, i stedet for at være fanget i èt perspektiv. I udfolder og uddyber oplevelsen, situationen og hændelsen sammen, og skaber dermed en fælles forståelse, der kan gøre det muligt for jer at genskabe tryghed og kontakten til hinanden.

God mentalisering

Opsummerende og helt enkelt drejer god mentalisering sig især om dette:

At erkende, at der altid er mentale tilstande bag vore egen og andres adfærd, vores egen og andres.
At erkende, at andre mennesker har deres egne tanker, følelser og andre mentale tilstande, deres egen oplevelse og verden, eget perspektiv og måde at se tingene på, som kan være forskellige fra vores.
At erkende, at vi ikke med sikkerhed kan vide, hvad andre tænker, føler, drømmer om, ønsker. osv. Vi må med udgangspunkt i den mentaliserende holdning, især ydmyghed og åbenhed, spørge dem interesseret.
At erkende, at vi heller ikke altid lige ved, hvorfor vi gør som vi gør, eller hvordan vi har det inden i eller hvorfor, og at vi må mærke efter og reflektere, igen med ydmyghed og åbenhed.
At erkende, at både vores mentale tilstande og vores mentaliseringsevne påvirkes af de sammenhænge, som vi befinder os i.
At erkende, at vores egen og den andens forståelse kan forandre sig.
At erkende, at vi kan tilgive, forsones og genskabe tillid, tryghed og kontakt, når vi forstår, hvorfor den anden og vi selv handlede, som vi gjorde, dvs. når vi forstår, hvad der lå bag af indre tilstande.

Mentalisering, en vigtig psykologisk evne

Mentalisering er som fremgået en meget vigtig psykologisk evne, der er grundlæggende både for vores egen psykiske trivsel og velbefindende og ikke mindst vores forhold til andre mennesker, to sider af samme sag. At se bag om adfærd og kunne jonglere med flere perspektiver på en gang, er en af de vigtigste evner, som gør mennesker socialt kompetente og i det hele taget mennesker til mennesker.

Vores evne til at mentalisere os selv og andre, har sine udviklingsmæssige rødder i vores oprindelige tilknytningsbaggrund, og vil derfor altid være farvet af denne. Det betyder på ingen måde, at udvikling ikke er mulig, det er den i høj grad. Mentaliseringsevnen kan fortsætte med at udvikle sig hele livet.

Udviklingen af vores mentaliseringsevne forudsætter, at vi er i mentaliserende sammenhænge med andre mennesker. Som børn, unge, voksne, gamle, har vi brug for, at der er nogle, der har vores sind på sinde. Nogle der på empatisk vis spejler, spørger til og interesserer sig for vores mentale tilstande og disses forbindelse til vores adfærd, det vi siger og gør.

Når man bliver mentaliseret, føler man sig set, forstået og mødt. Man kan føle sig følt. Det er en meget god oplevelse. Og man bliver inspireret til at forstå og møde andre med en mentaliserende holdning og indstilling. Mentalisering avler som nævnt mentalisering.

Det er vigtigt at erkende, at man aldrig kan være helt nøjagtig i opfattelsen af den anden, og videre at man kan tage fejl, selv hvor man føler sig allermest sikker. Det sker for os alle på daglig basis, hvor man misser noget eller læser og opfatter noget forkert. Uagtet, at vi opfatter os selv som reflekterede mennesker, som kan forholde os nysgerrigt, åbent, tålmodigt, empatisk og anerkendende til andre og os selv, er det ikke på alle tidspunkter, og i alle situationer, at vi formår at forholde os mentaliserende.

Mentaliseringen vil svinge, den vil svækkes og svigte. Og der findes ingen mirakelkur for at forebygge, at det sker.

Udfordringen er ikke at arbejde på at undgå, at det sker, men at blive ved med nysgerrigt og åbent at opdage disse svigt i ens mentalisering, reparere og rette op på dem. Vi kan øve os i at blive bedre til at opdage, når det sker, og til hurtigere igen finde tilbage til en mentaliserende holdning og indstilling.

Mentalisering hænger tæt sammen med følelsesregulering. Første led i at regulere sine følelser, vil ofte bestå i at identificere og navngive følelserne og forstå, hvordan de indgår i begivenheder, situationen og oplevelser, dvs. at mentalisere. (Se artiklen om følelser). Når man mentaliserer en følelsesmæssig oplevelse, kommer der form og retning på, og det lukker samtidig op for nogle yderligere følelsesreguleringsmuligheder. Fx at betro sig og søge trøst, hvis det er det, følelserne og situationen kalder på, hvilket er svært, hvis man ikke ved, hvorfor følelsen er der, dvs., hvis man ikke har mentaliseret.

Vi bliver bedre til at forstå og bearbejde negative og belastende oplevelser, når vi mentaliserer. En solid mentaliseringsevne kan være en beskyttende faktor så psykiske udfordringer, kriser og traumatiske oplevelser ikke får indgribende og langvarigt greb i os. Når vi kan mentalisere omkring det, sker der noget med det, som skræmte os, tændte vores frygt, skam, vrede osv. eller på andre måder gjorde ondt. Det bliver nemmere at rumme, at forholde sig til og at handle på.

Mentalisering er både vigtig i forhold til at etablere, udvikle og bevare gode forhold, til at fungere sammen med andre, herunder til at håndtere misforståelser, konflikter og udfordringer, der altid vil opstå, når mennesker er sammen. Fordi mentalisering jo netop handler om, dels at forstå den anden ud fra hans eller hendes indre mentale tilstande og dels se sig selv udefra eller fra den andens perspektiv.

Og fordi mentaliseringen hjælper os til at finde ud af, hvad den anden og vi selv har brug for, betyder gode mentaliseringsfærdigheder, at vi bliver langt bedre til at fungere som tryg base og sikker havn for hinanden og for os selv.

En god mentaliseringsevne er kort og godt et indre kompas, hvormed man orienterer sig indad mod sindene, eget og andres, for mere styrket og kompetent at kunne orientere sig ud af mod menneskene, som man lever med og iblandt, bl.a. ens partner.

Kilder: Se litteraturliste under Artikler.

Anne Stokkebæk. December, 2022.

Psykolog og parterapeut Anne Stokkebæk

Tlf.: 41 59 98 09
E-mail: anne.stokkebaek@gmail.com

Se også min anden hjemmeside