Denne artikel er en forkortet og redigeret udgave af 1. samtale fra Sue Johnsons bog ”Hold mig. En vejviser til varig kærlighed”.  

 

Når den trygge følelsesmæssige kontakt mellem jer er skrøbeligt, skal der næsten ingenting til, før I ryger ind i konflikter med og afstand til hinanden: En skødesløs bemærkning, en forglemmelse, en let drejen med hovedet, et suk.  Det er som gnister i en knastør skov, der sætter jeres forhold i flammer, og fanger jer ind i nogle negative mønstre. 

 

Der er disse tre typiske mønstre, som par fanges ind i, når kontakten er skrøbelig:  

 

1. Find den skyldige

2. Kritik-tilbagetrækning

3. Tilbagetrækning – tilbagetrækning

 

 

Når I fanges ind i et af disse negative mønstre, fastholdes og forstærkes den skrøbelige kontakt mellem jer. Der er således tale om onde selvforstærkende cirkler.

 

Altså: Kontakten er skrøbelig, og I ryger ind i negative mønstre. Den skrøbelige kontakt fastholdes og forværres af de negative mønstre.  Det vender vi tilbage til. Lad os først præsentere de tre mønstre, som alle par kan genkende i et eller andet omfang. 

Find den skyldige er et mønster, der er kendetegnet ved, at I gensidigt bebrejder og kritiserer hinanden, og ser den anden som årsagen til problemet. Dette for mange let genkendelige mønster har flere navne. Udover find den skyldige kaldes mønstret også for fejlfindingsspillet, blamegame eller det er ikke mig, det er dig. 

Formålet med find-den-skyldige-mønstret er selvbeskyttelse, men de primære træk er gensidige beskyldninger og bebrejdelser.

 

Det er kun fantasien, der sætter grænser for indholdet i bebrejdelser og angreb rettet mod hinanden, når man er inde i dette mønster: Det kan være fordelingen og udførelse af praktiske gøremål i hverdagen. Hvem gør hvad, hvornår og hvordan? Omsorg for og opdragelse af børnene, økonomi, arbejde, tid til fritidsaktiviteter, hvem der giver mest til forholdet, hvem der aldrig…. eller altid….. . Hvem der hurtigst bliver sur, hvem der sukkede, hvem der kiggede bebrejdende, hvem der lukkede ned, hvem der sagde det og det, hvem der startede denne konflikt lige nu osv. osv.

 

Når I først er fanget ind i mønstret, bliver begge ved med at bringe det ene efter det andet eksempel på den andens fejl og skyld ind for at bevise, at I selvfølgelig er uden skyld og har ret, mens jeres partner er den skyldige: ”Det er ikke mig, det er dig”! 

 

Det er overflødigt at bemærke, at det ikke fører noget godt med sig. For jo mere skyld, og jo flere fejl, man får tildelt, jo mere skyder man tilbage med samme mønt, og alt imens eskalerer konflikten og afstanden mellem jer vokser. I bliver med andre ord  hvirvlet ind i cirkler af gensidige beskyldninger mod hinanden, som holder jer langt fra hinanden, og blokerer for at genoprette en tryg kontakt. 

 

Mange par med en skrøbelig kontakt til hinanden ryger ofte ind i sådant et find den skyldige mønster med mange konflikter til følge. Og det kan være svært at få stoppet det. Det får sit tag i jer, og kan nærmest blive automatiseret. 

Find-den-skyldige-mønstret er for det meste indgangen til det mest almindelige ofte endeløst gentagende mønster, nemlig kritik-tilbagetrækningsmønstret.

 

I kritik-tilbagetrækningsmønstret har I to forskellige positioner: Den ene af jer opsøger den anden med kritik, bebrejdelser og krav, og den anden af jer trækker sig , undviger og lukker i. Eller omvendt.

 

Grundtrinene i kritik-tilbagetrækningsmønstret skaber en stabil bevægelse, der aktiverer og understøtter den næste: Den ene part opsøger og rækker ud, men det sker på en negativ måde med kritik, kræven og angreb. Og den anden træder tilbage, afviser eller  ignorerer, hvorefter den opsøgende og kritiske part atter langer negativt ud, og så fremdeles i et selvforstærkende kredsløb.

 

Det kan også beskrives i den omvendte rækkefølge. Pointen er, at jo mere den ene af jer gør den ene, jo mere gør den anden af jer det andet. Kritik-tilbagetrækningmønstret er det mønster, vi lettest sidder fast i.

 

 

Med protestmønstret forsøger man således at trække partneren tættere på sig eller at reducere konflikten og få genoprettet kontakten. I forsøger med andre ord hhv. at kæmpe for forholdet (den opsøgende) og at beskytte forholdet (den undvigende). Men fordi det sker på disse forvrængede og ikke bæredygtige måder, er det desværre det modsatte, der kommer til at ske.

 

I kritik-tilbagetrækningsmønstret, ser man ofte, at den opsøgende og kritiske part, indtager en coach-instruktøragtig rolle, hvor han eller hun fortæller partneren, hvad partneren skal sige og gøre og ikke sige og gøre, hvordan, hvornår osv.

 

Det opleves naturligvis ikke spor rart eller hjælpsomt for partneren, som hører, hvor forkert det han eller hun siger og gør er, at man aldrig kan finde ud af at gøre tingene rigtigt, hvordan man ofte ødelægger det hele, misforstår alting, osv. Han eller hun oplever det stærkt truende og utrygt, og trækker sig for at beskytte sig mod at høre mere om sin mangelfuldhed og forkerthed, men også for at forhindre en konfrontation, som man frygter, kan udvikle sig og true forholdet, dvs. også for at beskytte forholdet.

 

At trække sig kan være en nyttig reaktion i flere sammenhænge i livet og også undertiden i parforholdet. Det kan være beskyttende, både selvbeskyttende, beskyttende for den anden og for forholdet, og også nogle gange  forudsætningen for at genskabe kontakt.

 

Men hvis det ikke kun er i helt særlige situationer og ikke mindst tidsbegrænsede, og hvis man ikke vender tilbage og genskaber kontakt med partneren, fx ved at få delt det, der skete, og hvordan man oplevede det, eller på anden måde, og hvis tilbagetrækningsadfærd går hen og bliver en automatisk og langvarig reaktion på pres og utryghed, nærmest en måde at være i parforholdet på, er det yderst ufrugtbart og truende for partneren og for parforholdet.

 

Tilbagetrækningen og afvisningen vil typisk tænde  en panik i den anden, som føler sig skubbet ud, udelukket og forladt, og som typisk helt spontant vil gå til angreb med kritik og aggression for at få kontakt. Kritiske og aggressive reaktioner er dybt indkodet i os, når en person, som man har et tæt og vigtigt forhold til, en tilknytningsperson, afviser og trækker sig fra os. 

 

En abeunge vil efter at have søgt kontakt med alle kanaler, ende med at angribe mor eller far, der trækker sig og afviser, i forsøg på at få kontakt. Og partneren i et parforhold, der føler sig lukket ude og afvist af den anden, gør det samme. 

 

Men lad os fastslå dette: Når vi trækker os væk og afviser vores partner, gør vi det ikke for at lukke vores partner ude i kulden, men for at komme væk fra ubehagelige følelser af frygt, tristhed og skam, som vi oplever, når vi har ubehagelige oplevelser af, at den anden synes, at man er forkert, laver fejl osv. og bliver utryg ved, om man er betydningsfuld for og elsket af sin partner, sådan som man er. Og det er samtidig et forsøg på at beskytte forholdet og genetablere kontakten.  

 

Og tilsvarende: Når vi kritiserer, kræver, bebrejder, gør vi det ikke for at få vores partner ned med nakken, men fordi vi bliver utrygge ved om vore partner egentlig er der for os og med os. Vi bliver utrygge og bange, vi kalder på partneren, og vil have ham eller hende på banen, ”ud på dansegulvet”: ”Er du der for mig?” “Er du der for os?” Og det negative, kritiske, krævende og bebrejdende er med andre ord et forsøg på at genetablere kontakten. 

 

Ovennævnte to reaktionsmåder, kritik og tilbagetrækning, er således altid et forsøg på at håndtere svære følelser og på at få genskabt kontakten, også selvom det sker på en meget uhensigtsmæssig måde, når I er utrygge. 

Lad os lige stoppe op her og se på den vigtige skelnen mellem funktion og virkning. Ofte er funktionen af en adfærd ganske forståelig, når man, som vi lige har gjort det, ser lidt bag den: Både funktionen af at trække sig væk fra og afvise den anden, når man føler, at man bliver presset, angrebet med kritik, bebrejdelser og krav af sin partner. Og funktionen af at kritisere, angribe og presse, når man føler sig forladt, ladt alene og ignoreret af sin partner.

 

Funktionen, formålet med begge reaktioner er ganske enkelt at forsøge at skabe tryghed og få kontakt, et formål, som vi alle er programmeret til at forfølge, når vi er utrygge i en tilknytningsrelation, som vores parforhold er.

 

Men virkningerne af reaktionerne er ikke desto mindre meget smertefulde. Både den tilbagetrækkende og afvisende reaktion og den kritiske, angribende og krævende reaktion har som vi alle ved en yderst negativ og smertefuld virkning på jeres eget og jeres partners sind, og på kontakten og trygheden mellem jer. 

Begge slags reaktioner skaber stor utryghed, frygt og måske tristhed og skam hos jer hver især. Den skræmmer jer, gør ondt i jer og skader jeres forhold.  

 

I alle parforhold vil der være tidspunkter, hvor der opstår protester mod oplevelser af tabet af nærhed og en tryg kontakt ud fra positionerne kritik og tilbagetrækning. Men når kontakten mellem jer er  tryg, vil intensiteten af protesterne være mindre, og vil desuden bedre kunne blive hørt og mødt af den anden.

Når partnerne i et parforhold er mindre bekymrede omkring deres kontakt, vil den opsøgende kritiske partner være i stand til at udtrykke sig både på en mere tydelig og en mere blid og nænsom måde. Og den tilbagetrækkende partner vil være mere modtagelig og reagere på protesten, som et tegn på, at partneren er blevet ramt, og derfor er utryg, i stedet for straks at høre den andens smerte eller skuffelse som en ”dødsdom”.

Det tredje mønster er tilbagetrækning-tilbagetrækningsmønstret også kaldet frys-flygt eller afstand-afstand. I dette mønster trækker begge parter sig for at beskytte sig selv.

 

Mønstret indtræffer normalt, når de to andre mønstre har præget forholdet et stykke tid. Parterne mærker stadig mere håbløshed og fortvivlelse, og er begyndt at stivne i deres følelser og behov. Utrygge og nedslåede trækker de sig begge tilbage og lukker hinanden ude. Dette er det mest lidelsesfulde og farlige af de tre mønstre. 

 

Det, der ofte er sket er, at den opsøgende og kritiske partner har opgivet at få partneren “ud på dansegulvet”, og er blevet stille. Og den tilbagetrukne partner kan eller tør ikke komme på banen, men fortsætter sin tilbagetrækning. I er således fanget ind i gensidig tilbagetrækning og afstand.

Ofte forsøger partnerne, der er fanget i dette mønster, at undertrykke deres følelser og opføre sig som om, at de ikke føler noget, og ikke har nogle behov. De kan endda være høflige overfor hinanden og samarbejde omkring dagligdagsforhold. Men smerten, frustrationerne og bekymringer for fremtiden, ligger et sted under huden og farver sindene og forholdet.  

 

Hvor de to første mønstre er nødråb over den skrøbelige samhørighed og følelsesmæssige kontakt, og forsøg på at genskabe kontakten, om end ikke særligt bæredygtige forsøg, så er tilbagetrækning-tilbagetrækningsmønstret en resignation. Ingen investerer længere rigtigt noget i forholdet. Begge har opgivet nærværet og en tryg følelsesmæssige kontakt til hinanden.

 

Hvis parterne fanget i dette mønster ikke får hjælp, vil mange forlade hinanden på et tidspunkt. Andre vil af angst for adskillelse eller måske af nøjsomhed: “Sådan er det nok for mig/os at være i et parforhold”, blive sammen, opgivende og frustrerede.

 

Undertiden ser man en forråelse mellem partnere, der er inde i dette mønster. Forråelsen viser sig i måden at tænke på og tale om og til partneren på og i adfærden overfor ham eller hende, der mest af alt betragtes som en potentiel fjende. Oplevelsen af den anden som et sårbart væsen er forsvundet, man har mistet blikket for partnerens  behov for en tryg base og en sikker havn, og er holdt op med at respondere på dem. 

 

Som nævnt: Alle par bliver ind i mellem fanget ind i et eller flere af disse negative mønstre. Vi bliver optaget af at finde den skyldige. Eller vi bliver fanget i  kritik-tilbagetrækningsmønster. Eller vi trækker begge følehornene til os, passer os selv og lukker hinanden ude.

 

Hvis parret normalt har en tryg følelsesmæssig kontakt, er de i stand til at række ud mod og strække sig for hinanden, efter at de er kølet ned, eller har trukket sig for en stund. Nogle gange kan de tydeligt se, hvordan de har såret hinanden og undskylder for det. De kan endda grine sammen over nogle af de dumme ting, de hver især fik sagt og gjort. 

 

Men for par, hvor kontakten er skrøbelig, bliver mønstrene til vanemæssige reaktioner, hvor det blot er en lille antydning af negativitet fra en af jer, der skal til for at udløse, at man ryger ind i et af de negative mønstre. Og hver gang I ryger ind i et af de negative mønstre, og ikke kan finde en vej igennem det og ind til en tryg kontakt, bliver jeres forhold mere usikkert. 

Med tiden kan de negative mønstre blive så indarbejdede, at de underminerer parforholdet, og blokerer for positive forsøg på genopretning og genskabelse af en tryg følelsesmæssig kontakt.  

Når I er inde i et negativt mønster, ser I altid problemet som tilhørende den anden. Det er rigtigt, at jeres reaktioner og adfærd er en respons på jeres partners reaktioner og adfærd. Men det er ikke muligt at udpege en skurk. 

 

Den enes adfærd medfører den andens, og den andens adfærd medfører den enes, og så fremdeles i en slags spiralproces, uden klar begyndelse og slutning. Det er det, der er essensen i mønstertænkningen. Mønstret må således ses som en ond cirkel, hvor I hver især håndterer jeres sårbarhed på en måde, der opretholder, eller forværrer den andens sårbarhed. I så at sige presser hinanden ud af balance.

 

Den kan være rigtig svært for os at se, hvordan vi trigger negative reaktioner og adfærd hos hinanden. Men ikke desto mindre er det afgørende, at I begynder at se på jeres negative mønstre, som nogle I skaber sammen.

 

Denne forståelse er så afgørende. Den skal hjælpe jer til at holde fast i, at problemet ikke er placeret i eller hos den ene eller hos den anden, men mellem jer, i det negative samspilsmønster, som I ryger ind i. Et mønster som skyldes, at kontakten mellem jer er skrøbelig, og at I mister kontakten, og som oveni fastholder og forværre den skrøbelige og mistede kontakt. 

 

Kort og godt: Det er jeres mønster, der er skurken. Ikke den ene eller den anden af jer. 

 

En tidlig og afgørende opgave for jer, når I går i parterapi er, at I lærer at spotte og så at stoppe, når I er inde i et negativt samspilsmønster. I skal med andre ord lære at kunne sige noget i den retning til hinanden: 

 

”Nu bevæger vi os igen ind i den der uheldige og uhensigtsmæssige tendens til at ville finde den skyldige, den der har fejlen, den store skurk. Lad os stoppe det.”  

 

Eller: 

” Nu kommer vi igen ind i det her uheldige og uhensigtsmæssige mønster, hvor den ene af os kritiserer, bebrejder og “hamrer løs på døren” til den anden, og den anden af os afviser, undviger og lukker eller “smækker døren i for den anden”. Og jo mere den ene af os gør det ene, jo mere gør den anden af os det andet. Lad os stoppe det”. 

 

Eller:

” Nu holder vi afstand til hinanden, høfligt eller køligt, og passer os selv, og bliver mere og mere alene i forholdet. Lad os stoppe det.” 

 

I skal hver især spørge jer selv, hvad jeres typiske måder at forholde jer til ubehaget inde i jer hver især er, når I begynder at føle manglende eller skrøbelig tryghed og kontakt i forholdet? 

 

Tænk over disse udsagn:  

 

”Jeg bliver tydeligvis en del af find-den-skyldige-mønstret: For jeg arbejder ihærdigt på at argumentere for, at det ikke er mig, men min partner, der er den skyldige, at det er min partner, der er skurken. Forståeligt, når jeg er utryg og presset, men rigtigt uhensigtsmæssigt og ukonstruktivt for vores kontakt”.

 

”Jeg er den kritiske og bebrejdende partner, som opsøger, “hamrer på min partners dør”, kæmper for kontakt og respons ved at kritisere, bebrejde og kræve. Forståeligt når jeg er utryg og presset, men uhensigtsmæssigt og ukonstruktivt for vores kontakt”. 

 

”Jeg er den undvigende partner, der forsvarer mig mod utryghed ved at afvise, trække mig og “lukke døren i” for min partner. Forståeligt når jeg er utryg og presset, men uhensigtsmæssigt og ukonstruktivt for vores kontakt”. 

 

“Jeg holder høflig eller kølig afstand til min partner. Jeg kører mit eget liv. Forståeligt når jeg er utryg og opgivende, men uhensigtsmæssigt, ukonstruktivt og farligt for vores kontakt og forhold”. 

 

Og mest af alt skal I blive bevidste om og få øje på, hvordan jeres egne reaktioner påvirker partnerens reaktioner, og hvordan jeres partners reaktioner påvirker jeres reaktioner, og til sammen skubber jer ind i et negativt mønster. 

 

” Jo mere jeg_____________, jo mere vil han/hun____________, og så______________.”

 

“Jo mere han/hun_____________, jo mere vil jeg___________ , og så___________.” 

 

Forandringerne i jeres parforholdskrise starter, når I bliver i stand til at spotte mønstret og stoppe det, fremfor at fokusere på indholdet i jeres konflikter og uoverensstemmelser, hvilket vi så typisk kommer til. Indhold omhandlende indbyrdes forskelle og uenigheder fx omkring fordelingen og udførelsen af de daglige pligter. Hvem gør hvad og hvordan? Børnene, økonomien, arbejdsliv-fritidsliv osv. For det er ikke det, det egentlig handler om.

 

Det handler derimod altid om sårbare følelser knyttet til en utryghed i jeres følelsesmæssige kontakt. Det handler om frygt for, om den anden er der for en, tilgængelig, responsiv og engageret. Det handler om, at I hører skræmmende budskaber inde i jer som: ”Jeg er alene”. ”Jeg kan ikke få støtte af min partner”. ”Jeg er ikke vigtig for min partner.” ”Min partner synes, at jeg er forkert”. ”Min partner kan ikke rumme hele mig med mine sårbarheder, fejl og mangler”. ”Min partner har ikke brug for mig”. ”Min partner ønsker ikke at have mig tæt på ”osv.

 

Det er til musikken af sådan smertefuld frygt, som I ”danser til”, når I er inde i mønstret. Så der noget at sige til, at det bliver en svær dans med sådan en skræmmende baggrundsmusik? 

 

Altså, når den trygge kontakt glipper mellem jer, så tænk i utryghed i jeres kontakt til hinanden, frem for indholdet i forskelle, uenigheder og uoverensstemmelser mellem jer.

 

Prøv om I kan se jer selv og den anden, som to sårbare mennesker, fanget i et mønster i forsøg på at håndtere frygt, der handler om oplevelsen af, at jeres kontakt er utryg og tilknytningsbåndet er truet kombineret med jeres forsøg på at genoprette kontakten. Og erkende, at det er tryghed gennem genetablering af kontakten, som I har brug for begge to. 

 

Efterfølgende må I stoppe mønstret. (Se artiklen om at stop og spot mønstret, hvor I finder en skabelon, der har til hensigt at støtte og inspirere jer i denne afgørende opgave i jeres arbejde med jeres parforhold).   

 

Det er ikke nemt at spotte og stoppe op, når I er fanget ind i et mønster, og I skal hjælpe hinanden med det. Det kræver et mentalt skift og stor vilje fra jer begge at forlade eller nuancere den forståelse, at jeres parforholdsproblemer ikke handler om de konkrete ting, som I er uenige om, og støder sammen om i jeres liv sammen eller om, at den ene er “synderen”, men om de forskellige nedslidende negative mønstre, som I kommer ind i, når I mangler tryg kontakt. Og sammenhængende hermed oplevelser inde i jer hver især af, at tilknytningsbåndet til den anden er truet. 

 

Altså: Jeres egentlige problem er i første omgang mønstret og de svære følelser, der driver mønstret. Og jeres første opgave er at tage kontrol over det negative mønster, som I har skabt sammen, og forstå de sårbare følelser neden under mønstret. Når I kan det, har I taget et tigerspring i jeres arbejde med jeres parforhold. 

  

Mønstret skulle gerne gå hen og blive mere og mere tydeligt for jer, så det står stadig mere klart, at når mønstret ”tager jer”, får I aldrig talt om det, der er nedenunder, og det der er vigtigt:  Fx at den ene af jer føler sig alene, og den anden af jer går og frygter at fejle som partner og ikke at være god nok. Eller at den ene føler sig afsondret og sat ud på et sidespor i parforholdet, og den anden føler sig overbebyrdet og ensom osv. Når I ikke får delt dette med hinanden, bliver det svært at række ud mod hinanden og strække jer for hinanden og genskabe en tryg kontakt. 

 

I vil blive ved med nogle gange at ryge ind i negative mønstre. Det gør alle par. Men hvis I kan lære at få øje på mønstret og stoppe det, vil det opstå sjældnere, I vil blive mindre sårede, og I vil hurtigere kunne få genetableret den trygge kontakt, som I begge har sådan brug for.