Os og vi og mig og dig

Et parforhold består både af et vi/os, et forhold, og af et mig/dig, to individer. Alle par må finde balancen mellem at være et lille to-personers fællesskab, et parforhold, og de to individer, som forholdet er beboet af.

Nedenfor følger der nogle strøtanker over dette vigtige tema:

I et parforhold må der være plads til, at parterne kan være individer, der kan og gør ting selv. To personer der hver især har lyst til og mod på også at være individer i egen ret. 

I må ud i verden hver for sig og bringe noget med udefra ind i forholdet. Impulser udefra beriger jer hver især og giver samtidig næring til forholdet. Det stimulerer og styrker kontakten mellem jer. Adskillelse mellem jer kan således være med til at skabe nærhed mellem jer. Hvis parterne i et parforhold lukker sig inde i et forhold, hvor der kun er plads til parret, kommer parforholdet til at mangle liv og luft.

Dette vigtige tema om at parforholdet omfatter både et os/vi og dig/mig, rummer også dette tema: Respekt for hinandens grænser versus åbenhed overfor at rykke sine grænser. Det er oplagt vigtigt, at der er respekt for hinandens personlige grænser fx omkring, hvad man har lyst til, og hvad man ikke har lyst til, hvad man magter, og hvad man ikke magter, orker, gider, hvad man tør, og hvad man ikke tør osv.

Parterne i et parforhold er forskellige, og man skal ikke presse og tvinge sig selv eller den anden til at gøre alt muligt, man ikke har lyst til, magter, tør osv. Men alligevel er det mere komplekst end som så. For personlige grænser kan også ende med at blive en rigid måde at forhindre sin partners indflydelse, og kan spænde ben for at få jeres hverdag og liv sammen til at fungere og flyde. Meget velvogtede personlige grænser kan forhindrer jer i at udvikle jer både hver især og sammen som par og kan blokere for kontakten og nærværet mellem jer. Og velbevogtede og snævre grænser kan give pladsproblemer i jeres forhold. Derfor må man også være åben for at lade sine grænser udfordre, for at bryde grænser.

Måske kan man få lyst til noget, fordi partneren har lyst. Eller bare gøre noget fordi partneren har lyst eller af hensyn til partneren. Og måske tør og magter man alligevel noget, fordi partneren er der. I et parforhold drejer det sig således ikke kun om at ”passe sin egen butik” og sætte skel og bevogte sine grænser, men også at rykke sine grænser. Når to mennesker mødes og forbindes i et parforhold, træder de ud i noget ukendt og skaber og udvikler sammen et ”os”. 

Balancen mellem at respektere hinandens grænser og at rykke og udvide sine grænser er meget central i et parforhold.

Alle par har undertiden udfordringer mellem os/vi på den ene side og mig/dig på den anden side.

Men grundlæggende set behøver der ikke at være nogen modsætning mellem fællesskabssiden og vores individualitet og autonomi. Faktisk er det sådan, at jo mere parforholdet er kendetegnet ved samhørighed og en oplevelse af en tryg kontakt, ved en følelsesmæssig forbundethed med hinanden, jo mere er der plads til et mig og dig, til individualitet og autonomi, uden at det er truende for vi’et, os’et, fællesskabet, forholdet. Og jo mere vi anerkender, dvs. interesserer os for, respekterer og rummer hinandens personlige grænser, jo mere tilbøjelige er vi til at rykke vores grænser og imødekomme hinanden.

Fælles ansvar og personligt ansvar

Endnu et vigtigt emne indeholdt i temaet om et både os/vi og dig/mig i parforholdet er dette: Balancen mellem ansvaret for hinanden og ansvaret for sig selv.

”Det må du selv ligge og rode med, det har ikke noget med mig at gøre”, er aldrig en befordrende tilgang til hinanden. Når det så er sagt, er det selvfølgelig meget vigtigt, at parterne i et parforhold hver især også tager ansvar for egne personlige smerter og sår fra fortiden og aktuelle livsudfordringer.

Med parforholdet og kærlighed søger vi ofte at hele vores egne tidligere smerte og sår, og der er ingen tvivl om, at et trygt og nært parforhold kan gøre meget godt for os. Samhørighed og oplevelsen af en tryg følelsesmæssig kontakt og forbundethed kan både lindre og undertiden hele og læge tidligere smerter og sår, og ruste os til aktuelle og fremtidige udfordringer.

Men samtidig kan vores partner ikke frelse os fra fortidens sår og svigt og give os alt det, som vi ikke fik. Ligesom vores partner heller ikke kan redde os fra problemer og udfordringer, som vi bokser med nu og her i vores liv.

Vi kan ende med at føle os meget udleverede og svigtede, hvis vi tror, at det er vores partners opgave at hele os fra fortidens smerter og rede os og fixe vores aktuelle problemer og udfordringer, og tilfredsstille og imødekomme alle vores behov. Ligesom vi kan føle os stærkt overbelastede og afmægtige, hvis vi tror, at det er vores opgave at lindre og hele vores partners sår og smerte fra fortiden, og løse hans eller hendes aktuelle udfordringer og problemer og imødekomme alle hans eller hendes behov. 

I må selvfølgelig støtte hinanden, og imødekomme hinanden. Men samtidig må I også hver især tage ansvar for jeres sårbarheder, udfordringer, problemer og behov. Som voksne må vi også være omsorgspersoner for os selv og i nogen udstrækning udfylde funktionerne ”tryg base og sikker havn” for os selv. Ingen kærlighed i hele verden kan holde til, at den ene eller begge i et parforhold ikke passer på og tager ansvar for sig selv og egne behov, sårbarheder, smerter og udfordringer, fortidige som aktuelle.

Kilder: Se litteraturlisten under artikler.

Anne Stokkebæk. December, 2022.