Parforhold, krise og parterapi

I denne artikel kan I læse om parforholdet, krise i parforholdet og parterapi. I kan bl.a. læse om, at et parforhold er en særlig slags relation, som man kalder for en tilknytningsrelation, som har mange ligheder med en anden vigtig tilknytningsrelation, nemlig forholdet mellem forældre og barn. I kan læse om karakteristiske negative mønstre, som par ryger ind i, når der ikke er en tryg kontakt, og som vedligeholder konflikter og afstand. I kan læse om jeres opvæksthistories betydning for jeres problemer. I kan læse om, hvor vigtigt det er at anerkende hinandens perspektiv og oplevelser af tingene. I kan læse om følelser, og hvordan jeres opmærksomhed på følelser, både dem inde i jer og mellem jer, er så vigtigt for at skabe positiv forandring mellem jer. Endelig kan I læse om kendetegn ved det gode og langtidsholdbare parforhold.

Artiklen er en slags oversigtsartikel, og I kan læse uddybende om de forskellige temaer som fx parforholdet som en tilknytningsrelation, om negative mønstre, om følelser m.m. i andre artikler her på hjemmesiden. (Se under Artikler, hvor I kan få en oversigt over hjemmesidens forskellige artikler).

Parforholdet er en ønsket relation, men en svær relation

Mange har et stort ønske om et langvarigt parforhold. Et parforhold kendetegnet ved at man er tilgængelig for hinanden, hvor man responderer på hinandens følelser, er engageret i hinanden og i forholdet. Et parforhold, hvor der er gensidig tiltrækning, fysisk kontakt og sex osv. Vi ønsker at elske og at blive elsket. Vi ønsker en at dele hverdagen med, en tryg base at bevæge os ud i verden fra. Og en sikker havn at vende os mod og læne sig op ad, når noget i livet er hårdt og svært. (Se senere om tryg base og sikker havn).

Men det kan være svært at lykkes med det. Vi kan så nemt glide ind i noget, der ikke er godt for forholdet.

En hverdag med mange nedslidende konflikter og skænderier om det samme igen og igen uden at komme videre. En hverdag, hvor vi sjældent er imødekommende og rummelige overfor hinanden. En hverdag hvor afstanden mellem os vokser. En hverdag, hvor vi hver især kører vores eget liv, og nærmest lever parallelt med hinanden. En hverdag, hvor berøring og sex er fraværende osv.

Det kan være, at I har haft, og stadig har, alt for meget at se til, og i travlheden er gået hen og blevet et funktionelt par, der har forsømt parforholdet og at være et særligt menneske for hinanden. I flyver og farer rundt for at få det hele til at gå op: Børn, arbejde, alle de daglige gøremål og forpligtelser, logistiske udfordringer, fritidsinteresser osv.

Der vil næsten altid være perioder i et parforhold, hvor det ikke får så meget opmærksomhed, som det skal have, og hvor forventningsniveauet må nedjusteres. Fx perioder med små børn, sygdom, et stort arbejdspres, hvor parforholdet er lagt lidt til side for en stund. Men hvis det bliver lagt til side for effektivt og for længe, og hvis man ikke vender tilbage, men ”tilsidelægningen” går hen og bliver normen, vil parforholdet på et tidspunkt begynde at lide. Den afgørende trygge følelsesmæssige kontakt mellem jer bliver skrøbelig eller fraværende.

Kærlighedens bånd er levende. Hvis de ikke får næring i form af kærlig opmærksomhed, visner de, ligesom alt andet levende gør det.

Det kan være, at det har været svært for jer at få et fælles liv til at fungere, og at I derfor har “splittet op” og lever jeres egne liv. Med underlæggende frygt og bekymring for fremtiden, som et sådant opsplittet parallelt liv vil føre med sig.  

Det kan være, at I har været udfordret af alvorlige hændelser. Død, sygdom, andre tab, problemer med jeres børn, hændelser, som har presset jer og fjernet jer fra hinanden.

Måske har den ene eller jer begge to oplevet tillidsbrud og svigt i forholdet: Oplevet at have manglet følelsesmæssig støtte fra partneren, på et tidspunkt, hvor I var meget sårbare og havde brug for det. Måske har I oplevet utroskab, som et særligt smertefuldt tillidsbrud.

I alle parforhold i krise er den nære kontakt og trygheden skrøbelig. Det er altid skrøbeligheden i kontakten mellem parterne, der er det grundlæggende problem ved svære og smertefulde parrelationer. Konflikterne og afstanden tager over. Man føler sig trist, alene, utryg, tom, vred, man oplever afmagt, og man begynder at tvivle på fremtiden og forholdet.

Skilsmisse?

Parforholdet er i dag for langt de fleste i vores samfund hverken en økonomisk eller religiøs nødvendighed, og heldigvis for det.

Halvdelen af alle ægteskaber ender med skilsmisse. Det kan der være mange forskellige grunde til. Måske skulle det aldrig have været jer. Måske er I vokset fra hinanden, og har udviklet jer i meget forskellige retninger. Måske har I forsømt parforholdet, og afstanden har ”sat sig fast”, og der kan ikke ændres på den. Det kan være, at I har været konfronteret med store udfordringer og belastninger, som har været altoverskyggende, og at I ikke har kunnet støtte hinanden, og derfor har fjernet jer fra hinanden. Det kan være, at I er blevet så ramte og skræmte pga. længere tids konflikter og afstand, som I ikke har fået taget hånd om, så I ikke længere formår, orker eller ønsker at genetablere en tryg kontakt. I er udmattede og oplever, at følelserne for hinanden ikke er der mere.

Og man kan naturligvis overveje, om det overhovedet er realistisk at blive sammen i et helt liv. Er det ikke bedre at gå hver for sig, hvis man ikke kan få det til at lykkes? Er kærlighed mere værd, fordi den er gammel? Kan man opleve kærlighed flere gange i sit liv, og er den lige fin hver gang? Er det ikke i orden at sige, at nu er det nok, nu vil jeg ikke længere? Det kan der ikke gives noget entydigt svar på.

Skilsmisse skal selvfølgelig ikke undgås for enhver pris. Skilsmisse kan være en nødvendig løsning, og både den bedste løsning og en god løsning. Men en skilsmisse er også altid smertefuld og sætter sine spor.

Parterapi kan hjælpe jer til en afklaring, om I skal skilles eller blive sammen. Hvis I skal blive sammen, kan parterapien støtte jer i at være sammen og at være par på en anden måde.

Der er mange gode grunde til at arbejde med sit parforhold, hvis man vælger at blive sammen. Det er en daglig belastning at leve i et parforhold med manglende eller en skrøbelig tryg følelsesmæssige kontakt. En daglig belastning, der griber bredt ind ens liv og trivsel.

Hvis I har børn, er der endnu en god grund til at arbejde med jeres parforhold. Det er uden for enhver tvivl, at både mange konflikter og en følelsesmæssig afstand mellem forældre er dårligt for børn. Børnene mærker det, og det påvirker deres trivsel. Og det smitter af på vores forhold til dem. Når vi er frustrerede og anspændte, utrygge og ikke er i følelsesmæssige balance, bliver vi på en gang både strengere og mere utydelige. Og vi har sværere ved at være åbne og responsive overfor børnene.

Når vi føler os trygge i kontakten til vores partner, hjælper vi hinanden til at være gode forældre, der giver vores børn en tryg base og en sikker havn. En af de bedste ting I kan gøre for jeres børn, er uden tvivl, veldokumenteret af al forskning, at skabe en tryg kontakt til hinanden, hvor I er tilgængelige, responsive og engagerede, og hvor I kan genetablere den trygge kontakt til hinanden, når I mister den, hvilket jævnligt sker for mange par. 

Parforholdet har mange sider

Parforholdet har mange sider. Den følelsesmæssige side er kernen i parforholdet: Følelsen af en tryg kontakt kendetegnet ved oplevelsen af tilgængelighed, responsivitet og engagement:

• Tilgængelighed handler om oplevelsen af at kunne nå ind til hinanden og at få opmærksomhed: ”Kan jeg nå ind til dig? Vil du vise mig opmærksomhed?”
• Responsivitet handler om oplevelsen af, at der bliver reageret på og vist interesse for ens følelser: ”Kan jeg stole på, at du vil reagere på og interessere dig for mine følelser?”
• Engagement handler om oplevelsen af at blive sat pris på, blive prioriteret og at den anden ønsker en tæt på: ”Vil du sætte pris på mig, prioritere mig og være tæt med mig?”

Man kan også sige, at den følelsesmæssige side af parforholdet er kendetegnet ved en tryg base at bevæge sig ud i verden fra og en sikker havn at søge beskyttelse, trøst og støtte hos, når noget udfordrer og gør ondt. (Se senere).

Men et parforhold er i høj grad også et fællesskab omkring pligter og praktiske gøremål, logistik, rutiner og vaner, især for småbørnsforældre, men i det hele taget. Hverdagen, dagligdagen, pligter, vaner, rutiner, undertiden trummerum, ”livsadministration”, små fine øjeblikke i hverdagen, fylder rigtigt meget i parforholdet. Det er derfor dybt meningsfuldt at gå sammen om at skabe en hverdag af en sådan kvalitet, at I hver især kan sige: ”Jeg holder af hverdagen”, som digteren Dan Turell så fint, og ofte citeret, skrev det.

En god balance mellem den følelsesmæssige og den praktiske og ”livsadministrerende” side i et parforhold er meget central. De to sider smitter af på hinanden, både positivt og negativt.

I har en tilknytningsrelation

Lad os nu gå nærmere ind i den vigtige følelsesmæssige side af parforholdet. Skåret ind til benet, hvad er det så for en særlig slags relation, som kærlighed mellem voksne mennesker i et parforhold er? Det er så vigtigt et spørgsmål, fordi svaret er helt fundamentalt både for at forstå, hvad der skal til, for at forholdet kan føles trygt at være i, og ikke mindst, hvad der går galt, når et parforhold kommer i krise.

Kort sagt er kærlighed mellem voksne mennesker i et parforhold en tilknytningsrelation.

Vi kender tilknytningsrelationen fra barnets forhold til sine forældre, som er prototypen på en tilknytningsrelation. Vi ved alle, at et barn har brug for en helt særlig relation til få og uerstattelige andre, som typisk er dets forældre. En særlig relation, som kan beskrives som værende en tryg base og en sikker havn.

En tryg base er et opbakkende bagland, hvor ud fra barnet udforsker og virker i sin verden. En sikker havn er et sted, som barnet kan søge hen til og få trøst og støtte hos, når det møder modgang, og bliver ængsteligt og utrygt.

Et barn vil protestere og reagere, når det bliver usikkert på sin trygge base og sikre havn. Og det falder til ro, når det er sikker på og tryg ved sin base og havn.

At kærlighed mellem to voksne i et parforhold også er en tilknytningsrelation med de vigtige funktioner tryg base og sikker havn, er nok den vigtigste viden om parforholdets psykologi, som I skal huske. Selvfølgelig er parforholdet ikke en kopi af forældre-barn-relationen. Tilknytningsbåndet mellem to voksne i et parforhold er symmetrisk, og baseret på en jævnbyrdig relation i forhold til den asymmetriske forældre-barn-relation, hvor det er forældrene, der er tryg base og sikker havn for barnet og ikke omvendt. Parforholdet involverer således en gensidig omsorg for hinanden, ligesom det også omfatter sex. Men parternes tilknytningsrelation til hinanden, er kernen i parforholdet. 

Kort og godt: Voksne mennesker i et parforhold har således også brug for hinanden som tryg base og sikker havn, og parterne reagerer og protesterer også, når de oplever, at den trygge følelsesmæssige kontakt til deres tilknytningsperson, deres partner, er truet, ligesom barnet gør det, når det bliver utrygt. Det er vi simpelthen skabt til. Vores behov for en tryg base, og at andre kommer os i møde, når vi føler os udsatte og utrygge og “kalder på dem”, dvs. vores behov for en sikker havn, er uomtvisteligt.

At kernen i jeres relation er jeres tilknytningsbånd til hinanden har afgørende betydning. Det betyder nemlig, at jeres adfærd og reaktioner, når I føler jer pressede i jeres parforhold, når I mangler oplevelsen af tilgængelighed, responsivitet og engagement fra jeres partner, må ses som jeres reaktioner på, at I oplever, at tilknytningsbåndet til jeres partner er utrygt og truet.

Mere præcist er det, der sker, når det er svært mellem jer, at jeres såkaldte tilknytningssystem bliver aktiveret. Vi har alle et tilknytningssystem, det er vi født med. Det er en slags alarmklokke, der aktiveres, når vi er utrygge i kontakten til vores tilknytningspersoner. Når alarmknappen trykkes ind, hører I skræmmende budskaber inden i jer, som kredser om tilknytningsbehov og tilknytningsrelateret frygt: Behov for at blive elsket som I er, og frygten for ikke at være det. Behov for at være betydningsfuld for partneren, og frygten for ikke at være det. Behov for at være forbundet til partneren og frygten for at stå alene. Behov for at være støttet og beskyttet af partneren, når I har brug for det, og frygten for at være udsat osv. 

Der er to klassiske måder, som vi mennesker, reagerer på, når vi bliver pressede og føler os utrygge i kontakten til en tilknytningsperson: 

• Den såkaldte opsøgende reaktion, hvor man kritiserer, kræver, presser og ”banker på døren” nogle gange ”hamrer på døren” i forsøg på at få en reaktion fra den anden: ”Kom nu…”. Du skal…..”. ” Du skal ikke….”. “Du er altid bare så…….”.
• Den såkaldte undvigende, afvisende reaktion, kendetegnet ved, at man trækker sig. Man ”lukker døren i”, nogle gange ”smækker man døren i”, og giver udtryk for uafhængighed. ”Jeg klarer mig selv”. “Jeg behøver ikke…” “Du behøver ikke…..”

Begge reaktioner er som nævnt reaktioner på, at I oplever, at den trygge kontakt er væk, og tilknytningsbåndet til jeres vigtigste tilknytningsperson, jeres partner, er truet. Tilknytningssystemet er aktiveret, og alarmen kimer. Man kan så nemt komme til at tænke på reaktionerne som hysteri, dominans, skraphed, ligegyldighed, kulde m.m. Men det er ikke det, det handler om. I må i stedet se hinanden som to menneske, som forsøger at håndtere svære følelser af frygt, hjælpeløshed, tristhed og skam, aktiveret af jeres oplevelse af, at tilknytningsbåndet mellem jer er truet. To mennesker som forsøger at genetablere den trygge kontakt.

Fordi tilknytning grundlæggende handler om vores overlevelse, betyder det, at mange af de impulser, følelser og reaktioner, der vokser ud af dette felt, kan være særdeles stærke. Det har vi alle erfaringer med. Vi kan blive helt ude af den og reagere meget kritisk og klagende eller meget tilbagetrækkende og, når vores tilknytningssystem er aktiveret og alarmen hyler, og vi frygter, at vi ikke er elsket, beskyttet, ikke er forbundet med og rummet af en vigtig tilknytningsperson.

Men selvom ovennævnte reaktioner er typiske for par i krise, og også forståelig, når man ser dem i et tilknytningslys, er de ikke desto mindre meget forvrængede forsøg på at række ud og genskabe kontakt. Og de opleves også som truende af den anden, hvilket betyder, at reaktionerne ikke bliver opfattet som forsøg på at række ud og genskabe kontakt, men som en trussel. Reaktionerne inviterer således langt fra til, at I vender jer mod og strækker jer for og mod hinanden, som netop er det, I begge har brug for, når I er oplever at jeres tilknytningsbånd er truet, og kontakten til hinanden er utryg. 

Dybest set ønsker vi ikke at virke truende på vores partner, og at gøre ham eller hende utryg, men vi kommer alligevel til det af og til. 

Parterapi handler i høj grad om, I må at erkende jeres tilknytningsrelation til hinanden, og jeres begge tos grundlæggende behov for en tryg følelsesmæssig kontakt til hinanden. I må mærke frygt og andre svære følelser, typisk skam og tristhed og længsler relateret til jeres tilknytningsbehov og sende tydelige signaler om disse til partneren, så han eller hun kan modtage dem, og I kan give hinanden det, I har brug for for at føle jer trygge.

Lad os opsummere denne vigtige, måske vigtigste pointe om parforholdets psykologi i tre punkter:

• Kærlighed mellem to voksne mennesker i et parforhold er en tilknytningsrelation.
• Krise, konflikter og afstand i parforholdet handler om, at I oplever, at tilknytningsbåndet mellem jer er truet, og at jeres kontakt til hinanden er utryg. 
• Jeres adfærd, jeres reaktioner på den oplevede utryghed i kontakten, som i korthed er kritik, kraven og tilbagetrækning og afstand, er forsøg, om end forvrængede og uhensigtsmæssige forsøg, på at genetablere tilknytningsbåndet til hinanden. (Se de vigtige artikler om om tilknytning og om tilknytningsmønstre).

Negative mønstre

Par i krise har ofte mange konflikter omkring forskellige ting. Det kan være om fordelingen og udførelsen af de daglige gøremål og forpligtelser. Hvem gør hvad, hvornår og hvordan? Om økonomi, børnene, arbejdsliv, fritidsliv, motion, ferier, familiesammenkomster osv.

Parterne opfatter ofte sådanne forskellige konflikter og uenigheder som årsagen til deres parforholdskriser og problemer, og kommer typisk til at ønske, at hvis vi dog bare kunne komme til at tænke og handle ens, så ville alt være godt. Eller hvis vi bare kunne få nogle kommunikationsværktøjer til at håndtere uenighederne. (Se artiklen om kommunikation).

Men forskelligheder og uenigheder i et parforhold er et vilkår. I er to forskellige mennesker. Og hverken forskellighederne mellem jer eller uenighederne er roden til jeres parforholdsproblemer, og det er derfor ikke kommunikationsværktøjer med forhandlingsteknikker og problemløsningsmetoder, som I har brug for.

Roden til jeres problemer er, at når I mangler eller har en skrøbelig kontakt til hinanden bringer det jer let ind i nogle karakteristiske negative samspilsmønstre. I disse mønstre forstærkes jeres skrøbelige kontakt og utryghed.

Der er disse tre typiske negative mønstre som par i krise ofte ryger ind i:

• I angriber gensidigt hinanden i forsøg på at finde den af jer, der er den skyldige: ”Det er ikke mig, det er dig!” Dette mønster kaldes for ”find den skyldige”.
• Den ene af jer opsøger den anden på en kritiserende, bebrejdende og krævende måde. Den anden af jer trækker sig, afviser og ignorerer. Dette mønster kaldes ”kritik-tilbagetrækningsmønstret”. Det er det mest udbredte mønster for par i krise.
• I trækker jer begge væk fra hinanden og går rundt i en høflig eller kølig, nogle gange frysende, afstand til hinanden for at beskytte jer selv. Dette mønster kaldes for ”tilbagetrækning-tilbagetrækning”.

Når I er fanget i et af disse tre negative mønstre, ser I hver især jeres partner som den, der er årsagen til problemerne: ”Han gør det og det og, derfor er jeg nødt til at gøre det og det”, siger den ene af jer. ”Nej det er lige omvendt: Hun gør det og det, og derfor må jeg gøre det og det”, siger den anden af jer.

Det er rigtigt, at jeres adfærd er en reaktion, et svar, på den andens adfærd. Men den enes adfærd aktiveres og forstærkes af den andens og den andens adfærd aktiveres og forstærkes af den enes, og så fremdeles i en spiralproces, et mønster.

Ovennævnte mønsterforståelse er utrolig afgørende, fordi den hjælper jer til at forstå, at jeres problem ikke er placeret hos den ene eller den anden, men mellem jer i disse mønstre, som I hver især bidrager til, og som I så let ryger ind i, når kontakten mellem jer glipper og bliver utryg. Eskalerende konflikter og voksende afstand mellem jer må kort og godt ses som et fælles anliggende, som I begge har ansvaret for at løse.

Man kan derfor sige, at det er mønstret, der er skurken, mønstret som er drevet af smertefulde følelser, der ligger nedenunder: Fx frygt for om man er betydningsfuld for partneren. Skam over oplevelsen af, at man ikke gør det godt nok for sin partner. Tristhed over oplevelsen af at stå alene. osv.  

Hvis jeres viden og bevidsthed om, at jeres parforhold er en tilknytningsrelation, og at krise og problemer i parforholdet skyldes oplevelsen af, at jeres kontakt er utryg og tilknytningsbåndet mellem jer er truet (se tidligere), hvis denne viden er den vigtigste viden, så følger mønsterforståelsen lige efter. Mønsterforståelsen er så utrolig vigtig, at I får greb om!

På den ene side kan det ofte være rigtig svært for os at holde fast i og forstå, hvordan negative mønstre er noget, som vi hver især bidrager til og som vi skaber sammen. Vi kan  føle stor modstand mod denne tænkning. For når vi føler os ramte, pressede og afmægtige i vores parforhold, og når partnerens adfærd gør rigtig ondt, oplever vi automatisk ham eller hende som årsagen til vores smerte og til parforholdets problemer.

På den anden side er mønsterforståelsen også håbefuld, fordi denne forståelse lægger op til, at I må stå sammen som et team, som et par, mod de negative mønstre drevet af svære følelser som frygt for ikke at være elsket, betydningsfuld, den rigtige partner, for at stå alene osv. , som fastholder jer i krisen og smerten. (Se artiklerne om negative mønstre i parforholdet og om at spotte og stoppe mønstret).

Opvæksthistorie og overlevelsesstrategier

I kommer ind i parforholdet med hver jeres historie fra før I mødte hinanden, både fra jeres opvækst i jeres familie og fra eventuelle tidligere parforhold. Der er altid to historier med, når to voksne mennesker knytter bånd.

I heldigste fald har I haft en eller flere trygge tilknytnings- og omsorgspersoner, som har været der for jer som en tryg base for jeres virken i og udforskning af verden, og en sikker havn for tilflugt og trøst, når I havde brug for det.

Men I kommer måske også ind i forholdet med en bagage med forskellige udfordrende undertiden smertefulde oplevelser fra jeres opvækst måske fra tidligere parforhold.

Måske har I oplevet langvarig adskillelse fra en tilknytnings- og omsorgsperson, eller oplevet at miste en tilknytnings- og omsorgsperson, hvilket har efterladt jer med sorg og savn.

Det kan være, at I har oplevet afvisning fra jeres tilknytnings- og omsorgspersoner af jeres tilknytningsbehov for opbakning og opmuntring (tryg base) og/eller for trøst og beskyttelse (sikker havn).

Måske har I en bagage med jer med erfaringer med relationer, hvor rollerne har været byttet om, og hvor jeres tilknytnings- og omsorgspersoner krævede eller appellerede til omsorg fra jer snarere end at give den.

Måske har I oplevet, at I har måtte præstere, og præstere godt, for at få kontakt, opbakning, støtte og trøst, hvilket har betydet, at jeres selvværd er blevet koblet sammen med præstation.

Eller andet.

Jeres opvæksthistorie, jeres tilknytningserfaringer, har været med til at gøre jer til de personer I er, og den har en grundlæggende indflydelse på, hvordan I opfatter og oplever jer selv og jeres omverden, og handler i den, og dermed også, hvordan I opfatter, og oplever jeres partner og parforhold, og agerer i forholdet.

Især er I rundet af jeres positive og negative erfaringer med disse fire områder:

• Med kontakt og nærvær i dagligdagen i jeres familie. 
• Med et tilgængeligt, støttende, opmuntrende og opbakkende bagland, hvorfra I kunne bevæge jer ud i verden og udvikle og opleve fornemmelsen af egen kompetence og autonomi.  
• Med at søge og få omsorg, støtte og trøst, når I var sårbare og utrygge. 
• Med at række ud mod hinanden og forsone sig og genetablere kontakten, når I blev ramte og skræmte, og kontakten var brudt. (Se artiklen om spørgsmål til jeres tilknytningshistorie).

Jeres oplevelser og erfaringer med disse fire områder farver den måde, som I forholder jer på, når I føler jer pressede og ramte i jeres parforhold.

Man kan også sige, at jeres erfaringer med disse områder afføder nogle vanemæssige reaktioner fra jer hver især, når I oplever utryghed i tætte relationer, som bl.a. parforholdet. Disse vanemæssige reaktioner er typisk de to tidligere nævnte reaktioner på utryghed i en tilknytningsrelation: I kritiserer, angriber, kræver, og “hamrer på døren” til den anden. Eller I trækker jer, afviser og “smækker døren i” til den anden. (Se artiklen om tilknytningsmønstre).

I kender sikkert begge til det, at I selv eller jeres partner reagerer meget stærkt på noget, der umiddelbart fremstår ret uforståeligt eller ligefrem virker ligegyldigt. ”Hvad sker der lige her? Det betyder da ingenting”.

Det der sker, er sandsynligvis, at noget i nutiden aktiverer noget fra fortiden, og sender jeres hjerner tilbage, og får jeres følelser til at blive meget stærke. Noget svært fra jeres opvækst eller fra tidligere forhold, måske et svigt, er aktiveret. Man taler da om 90/10 reglen: 90% af jeres reaktion handler om noget fra jeres tos tilknytningshistorie eller tidligere parforhold, og kun 10% handler om noget aktuelt, dvs. om noget i den konkrete situation og i jeres relation.

Selvom det nogle gange er mere tydeligt end andre, at jeres tilknytningshistorie er på spil, så farves jeres liv sammen, og de konflikter og frustrationer og kriser, I oplever i parforholdet, altid i en eller andet grad af jeres respektive historier og de aftryk, som de har efterladt i jer.

En vigtig del af jeres arbejde med jeres parforhold er derfor, at I bliver mere bevidste om både jeres egen og jeres partners historie og erfaringer og oplevelser, især med hensyn til de fire ovenstående vigtige områder, og med jeres vanemæssige reaktioner, når I er pressede og ramte.

Når I på en anerkendende måde interesserer jer for jeres egen og jeres partners tilknytningshistorie og jeres vanemæssige reaktioner på opstået utryghed i kontakten og pres i jeres forhold, kan I bedre forstå konflikterne og afstanden mellem jer, og det bliver klart, at I to hver især har temaer at slås med, som ikke har ret meget med jeres forhold at gøre, men ikke desto mindre farver jeres parforhold. 

Sammen med erkendelsen af, at I som partnere i et parforhold har en tilknytningsrelation og mønsterforståelsen (konflikter, afstand og en utryg kontakt er noget i skaber sammen), er bevidstheden om deres respektive tilknytningshistoriers og tidligere parforholds indflydelse på jeres parforhold og dets udfordringer, problemer og krise, endnu et vigtigt opmærksomhedsområde, som I omsorgsfuldt skal bringe med ind i arbejdet med jeres parforhold. For at blive mere bevidst om egen og partnerens tilknytningshistorie, kan I arbejde med spørgsmålene i artiklen om spørgsmål til jeres tilknytningshistorie).

En særlig tilgang til hinanden

Viden er vigtig, når I skal arbejde med jeres parforhold. Ovennævnte præsenterede viden om, I har en tilknytningsrelation, og at det er følelser af frygt knyttet til jeres oplevelse af, at jeres tilknytningsbånd er truet og kontakten mellem jer føles utryg, der får jer ind i nogle negative mønstre, der forstærker den utrygge kontakt mellem jer. Indsigt i egen og partnerens opvæksthistorie, og hvordan den har rundet jer, og er til stede i og farver jeres problemer og konflikter. Viden kan virkelig inspirere og understøtte jeres arbejde med jer selv og jeres forhold. Men det er selvfølgelig ikke nok. Man kan hverken læse eller tænke sig ud af en parforholdskrise.

Positive forandringer mellem jer fordrer en særlig indstilling og tilgang til jer selv, den anden og jeres forhold. En indstilling og tilgang kendetegnet ved anerkendelse af hinandens forskellige verdener, hinandens perspektiv, herunder af egne og den andens sårbare følelser som frygt, tristhed og skam samt jeres behov og længsler relateret til tilknytning, der ligger nedenunder de svære følelser. (Se artiklen om TRE samtalen og artiklen om følelser).

Besøg hinandens verdener

I er forskellige mennesker med hver jeres særlige historier og hver jeres personligheder.

Jeres forskellige personligheder og jeres forskellige erfaringer og oplevelser fra jeres opvækst og fra evt. tidligere parforhold, betyder, at I på nogle måder lever i forskellige verdener, hvilket I sandsynligvis også tit oplever, at I gør. Men det betyder selvfølgelig ikke, at I ikke kan komme i forbindelse med hinandens oplevelser og perspektiv på tingene og skabe en tryg kontakt. 

Forstil jer, at der er en bro, der forbinder jeres verdener. Forestil jer, at I krydser broen, spadserer over broen til den andens verden, og sætter jer godt til rette. I må bestræbe jer på at være en god gæst, der ikke hele tiden løber hjem til jer selv (til jeres egen verden, dvs. oplevelser af og perspektiv på tingene), når jeres partners verden pludselig virker truende på jer, men med nysgerrighed, respekt og interesse fortsætter med at være på besøg hos partneren. Og tilsvarende være en god vært, der lukker jeres partner ind og er til stede, når jeres partner kommer på besøg i jeres verden. 

I må ofte gå på besøg i hinandens verdener. Det er jeres bestræbelser på at anerkende partnerens verden, hans eller hendes oplevelsen og perspektiv, der er omdrejningspunktet, når I besøger hinandens verden. Man kan sige, at anerkendelse af den andens verden er den blomst, som I må bringe med, når I besøger hinandens verdener.

Parforholdets fundament, tilgængelighed, responsivitet og engagement, og en følelsesmæssig tryg kontakt, vokser ud af at føle sig anerkendt.

Anerkendelse. Tre trin

Hvad er anerkendelse egentlig? Helt grundlæggende er anerkendelse blot at acceptere, at den anden oplever det, som han eller hun gør, og har det, som han eller hun har det. Det er hverken nødvendigvis at være enig eller for den sags skyld at være glad for eller værdsætte det.

Man kan opdele anerkendelse i tre trin. Første trin er erkendelsen af, at der er flere måder at opleve ting på. Andet trin er at udvise og udtrykke nysgerrighed, interesse og respekt for den andens verden, altså den andens måde at opleve tingene på. Og tredje trin er at give udtryk for, at det er forståeligt, dvs. at den andens oplevelse giver mening, hvilket den altid gør.

Der er ingen vej uden om anerkendelse. For uden anerkendelse kan ingen af jer for alvor række ud efter den anden og udtrykke frygt og andre svære følelser omkring parneren og parforholdet samt sine behov og længsler omkring tilknytning på en sammenhængende måde. Uden anerkendelse kan I ikke lytte til hinanden, tage imod den anden og strække jer for hinanden.

Når man føler sig anerkendt af sin partner, kan man være sig selv, man kan være der for den anden og ikke mindst for hinanden.

Kritik, angreb, trækken sig og afvisning dækker som nævnt altid over svære følelser omkring jeres tilknytningsbånd, følelser som frygt, tristhed og skam, som vi har brug for at blive mødt i ud fra en anerkendende tilgang. Når vi oplever det, så sker der noget med kritikken, angrebene eller lukketheden og afvisningen. Vi bliver tydligere, blødere, rundere og mere åbne og responsive overfor hinanden, og vi får lettere adgang til de længsler og behov omkring tilknytning, der ligger bagved eller nedenunder svære følelser.

Smertefulde konflikter og afstand mellem jer, kan blive til nye erfaringer, når det pludselig opleves i et møde mellem jer, hvor I anerkender hinandens verdener, hinandens oplevelser og perspektiv.

Parterapi

Som fremgået handler parterapi ikke om at udpege ”synderen”, at finde ud af, hvem der er rigtig eller forkert på den, den skyldige. Og det handler heller ikke om at finde konkrete løsninger på uenighederne mellem jer omkring forskellige ting som fx fordelingen af og den konkrete udførelse af daglige gøremål. Hvem gør hvad, hvornår og hvordan? Omkring økonomi, børneopdragelse, arbejde, motion, familiesammenkomster osv.

Parterapi handler heller ikke om, at I må informere og fortælle hinanden om en masse ting og detaljer i lange monologer.

Parterapi handler heller ikke om, at i får kommunikationsværktøjer. De virker ikke, når man er trigget.

I parterapien er det jeres relation og jeres samspil, der er i fokus, og parterapi handler om at fordybe kontakten mellem jer og at skabe en grundlæggende tryg kontakt. Og at ruste jer til at genskabe kontakten, når I har mistet den. Når der er en tryg følelsesmæssig kontakt mellem jer, kan I selv finde løsninger på jeres praktiske problemer og forskelligheder, hvor I rækker ud mod hinanden og strækker jer, og sammen udformer realistiske og bæredygtige aftaler med blik og respekt for hinandens initiativer og bidrag og for jeres forskelligheder. Når der er tryghed mellem jer, og I hver især får plads, så kan I så meget, både sammen og hver for sig.

Essensen i god problemløsning af konkrete forskelle, af uenigheder er, at I kan forblive fokuserede og fleksible, og det kan I ikke, hvis jeres følelsesmæssig kontakt er utryg.

En samtale, der hele tiden glider over i et desperat raseri over at føle sig alene eller i en undvigende trækken sig i afmagt over at blive angrebet og kritiseret, vil aldrig ende ud i brugbare løsninger.

Med andre ord: Tryghed, kontakt,  fremmer samarbejdet mellem jer. En følelsesmæssig tryg kontakt gør, at I meget nemmere kan udtrykke jeres behov, tolerere usikkerhed, tænke klart, logisk og sammenhængende, og derfor langt lettere kan løse de praktiske problemer, forskelle og uenigheder, som kan frustrere jer i jeres hverdag sammen.

De konkrete problemer, forskelle og uenigheder går hen og bliver til det de er, nemlig konkrete, praktiske problemer, forskelle og uenigheder, og ikke en scene, hvor frygt og umødte behov omkring jeres tilknytningsrelation, udspiller sig, og hvor I inden i jer selv hører truende tilknytningsbudskaber som: ”Jeg er alene”. ”Jeg kan ikke få støtte af min partner”. ”Jeg er ikke vigtig for min partner.” ”Min partner synes, at jeg er forkert”. ”Der er ikke plads til mig”. ”Min smerte og frygt betyder ikke noget for min partner”. ”Min partner kan ikke rumme hele mig med mine sårbarheder, fejl og mangler”. ”Min partner har ikke brug for mig”. ”Min partner ønsker ikke at have mig tæt på”. Truende tilknytningsbudskaber som selvfølgelig skræmmer jer og gør jer utrygge, og skubber jer ind i negative mønstre, og fastholder jer i den manglende kontakt og tryghed. 

Det giver god mening, at I må tage jer af sådanne smertefulde parforholdstemaer af tilknytningsmæssig karakter, som gemmer sig bag de konkrete problemer, forskelligheder og uenigheder i jeres liv sammen, inden I forsøger at finde brugbare løsninger på dem.

Første opgave i parterapien er som nævnt, at I sammen får øje på de negative mønstre, som er de onde cirkler, som I kommer ind i, når der er opstået en utryghed i kontakten mellem jer. Og at I stopper mønstrene, fordi de blot forstærker konflikterne og afstanden mellem jer.

Det er en proces, hvor I først og fremmest overhovedet får øje på, at I er på vej ind i et mønster og stopper op. Og efterfølgende tager ejerskab og ansvar for egne handlinger, egne følelser, og dermed for hvordan I er med til at forme partnerens følelser og handlinger. (Se artiklerne om negative mønstre og om at spotte og stoppe mønstret).

Når I har lært at spotte og stoppe de negative mønstre, har I taget et tigerspring i arbejdet med jeres parforhold.

Næste opgave er at tune ind på, lytte til og respondere på jeres egne og hinandens følelser. I må mærke, formulere og dele, hvad I frygter i forhold til jeres partner og parforhold, og hvad I længes efter og har behov for. Og I må bruge dette som afsæt til at kunne sende klare signaler om jeres frygt, længsler og behov til jeres partner. Og til at modtage og respondere på partnerens frygt, længsler og behov. (Se artiklerne om følelser og TRE samtalen)

I tager endnu et tigerspring, når I oplever, at I kan rumme svære følelser, både jeres egne og jeres partners, forstå dem og finde meningsfulde måder at omfavne og håndtere dem på. Når I bliver i stand til at mærke, at bag både en kritisk, pressende og krævende adfærd og en tilbagetrukken, afvisende og ignorerende adfærd, gemmer der sig af forskellig frygt udsprunget af, at I oplever utryghed i jeres kontakt. Frygt for at stå alene, for at partneren synes, at man er forkert, for at der ikke er plads til en i forholdet, for at partneren ikke har brug for en osv. Og en menneskelig længsel efter kontakt og tryghed, som vi alle deler med hinanden.

Næste skridt er at lære at udtrykke jeres længsler og behov på en åben og sammenhængende måde, som inviterer jeres partner til at komme jer i møde og ind i en ny dialog, kendetegnet ved tilgængelighed, responsivitet og engagement.

Parterapien skal styrke jer til at have en anderledes samtale om det svære, så I kan række ud efter hinanden på en måde, hvor den anden både har lyst til og mulighed for at strække sig og være der.

Sandsynligvis skal en af jer træde mere nærværende og tydeligt ind i relationen og kontakten, mens den anden af skal være mere rummende og blød i relationen.

Der kan sagtens ske det, og det vil ofte være tilfældet, at når vi åbner os, og fortæller om vores frygt, sårbarheder, længsler og behov, så kan vores partner ikke lytte og stole på det, han eller hun hører. Han eller hun kan ikke se, høre eller mærke vores frygt, sårbarhed og længsel, og at vi rækker ud. Og derfor svarer han eller hun kritisk eller afvisende tilbage.

Når vi sådan overser og overhører hinandens rækken ud og forsøg på at skabe kontakt, er det vores egen frygts stemme, der svarer kritisk eller afvisende tilbage. Men I må holde ud og blive ved.

Det er ikke nemt at skifte til en lyttende, nysgerrig, respektfuld, interesseret og validerende, dvs. anerkendende tilgang, når I har mistet kontakten, og er ramte og skræmte, og I må øve jer igen og igen.

Selv med ny viden om jeres tilknytningsrelation, negative mønstre, jeres opvæksts betydning, den vigtige anerkendelse, og en meget tryggere følelsesmæssig kontakt mellem jer, vil I stadig, når I føler jer truede og utrygge, og mister kontakten til hinanden, opleve at stå overfor et valg: At bebrejde og kritisere eller lukke ned og lukke den anden ude eller at tage en dyb indånding og komme i kontakt med jeres egne og jeres partners følelser, at turde at række ud, dele og strække jer mod hinanden.

Tilgængelig, responsiv og engageret

Kernen i krise i parforholdet er partnernes tvivl om det centrale spørgsmål i et tilknytningsbånd: ”Er du der for mig, tilgængelig, responsiv og engageret?” Også selvom det som nævnt kan virke lidt fremmed for jer at tænke sådan, og at I måske ikke lige ved, hvordan I skal forstå jeres problemer indenfor denne forståelse.

• Tilgængelighed handler om oplevelsen af at kunne nå ind til sin partner og at få opmærksomhed: ”Kan jeg nå ind til dig? Vil du vise mig opmærksomhed?”
• Responsivitet handler om oplevelsen af, at der bliver vist interesse for og reageret relevant på ens følelser: ”Kan jeg stole på, at du vil reagere og interessere dig for mine følelser?”
• Engagement handler om oplevelsen af at blive sat pris på, blive prioriteret og at den anden ønsker en tæt på:  ”Vil du sætte pris på mig, prioritere mig og være tæt med mig?”

I kommer i parterapi med en smertefuld tvivl på disse spørgsmål, og i parterapi arbejder I på at få en følt oplevelse af ”ja” på disse parforholdets kernespørgsmål. Og når I føler og mærker et sådant ja, så får forskellighederne og de uenigheder, uoverensstemmelse og konflikter, der er mellem jer, og som der altid vil være mellem parterne i et parforhold, en anden karakter.

Lad jer inspirere af denne lille udveksling mellem Grisling og Peter Plys:

Grisling nærmer sig Peter Plys bagfra. ”Plys”, hvisker han. ”Ja, Grisling”. ”Ikke noget”, siger Grisling, og tager Plys’ pote. ”Jeg vil bare være sikker på, at du er der”.

Man kan anskue parterapi som et fælles arbejde med at skabe en bevægelse i sit forhold væk fra konflikter og afstand og en rejse hen mod en gensidig oplevelse af tilgængelighed, responsivitet og engagement.

Syv kendetegn ved det gode og langtidsholdbare parforhold

En af de mest citerede parterapeuter og parterapiforskere, professor John Gottman, har forsket i, hvad der kendetegner det gode og langtidsholdbare parforhold.  

Han har fundet frem til disse syv kendetegn, som måske kan inspirere jer:

• I er medpassager i hinandens liv og har kendskab til hinandens verdener. Både den ”indre verden”, dvs. tanker, følelser, længsler, behov, drømme osv. Og ”ydre verden”, som handler om, hvad der sker omkring jer i jeres liv hver især. Kendskab til hinandens verdener og liv er et udtryk for, at I har et samliv, samhørighed, og ikke bare lever hver jeres liv parallelt med hinanden.
• I mærker og bemærker, italesætter, hinandens positive egenskaber og handlinger.
• I vender blikket mod hinanden i stedet for væk fra hinanden: Nysgerrighed og opmærksomhed på hinanden holder parforholdet levende.
• I tager beslutninger sammen, og lader jeres partner have indflydelse på jer.
• I overkommer fastlåsthed og hårdknuder: I løser de løselige problemer, finder kompromisser, og erkender de uløselige problemer, og lader dem ligge.
• I bruger tid sammen, og skaber en fælles verden sammen med fælles gøremål, projekter, interesser, traditioner og ritualer. Det giver jer en følelse af kontakt og samhørighed.
• I hjælper hinanden med at virkeliggøre hinandens potentialer og drømme.

Viljen, forstanden og hjertet

Lad os slutte af med et citat fra John Williams bog Stoner, hvor hovedpersonen Stoner, klog af erfaringer midt i livet, gør sig tanker om kærlighed:    

”I sin tidlige ungdom havde Stoner tænkt på kærligheden som en absolut form for væren, som man måske vil kunne få adgang til, hvis man var heldig; i sine voksne år havde han besluttet sig for at se den som himmerige i en falsk religion. Nu hvor han var midaldrende, begyndte han at forstå, at den hverken var en nådestand eller en illusion; han så den som en menneskelig tilblivelsesproces, en tilstand, der hvert øjeblik og hver dag blev genopfundet og omformet af viljen og forstanden og hjertet”.    

Ingen tvivl om, at samarbejdet mellem vores vilje, forstand og hjerte kan bringe os rigtigt langt.

Kilder: Se litteraturlisten under artikler.

Anne Stokkebæk. December, 2022.