Anne Stokkebæk
Psykolog og parterapeut

Print
Tilgivelse og genopbygning af tillid
Denne artikel er en forkortet og redigeret udgave af Sue Johnsons 5. samtale fra hendes bog ”Hold mig. En vejviser til langvarig kærlighed.”

 

I arbejdet med jeres parforhold skal I øve jer i dette:

  1. At få øje på og stoppe de negative mønstre, som I kommer ind i og genskabe kontakten til hinanden . 
  2. At tale om og tage nænsomt vare på jeres ømme punkter.
  3. At stå frem for hinanden som de tilknytningsvæsener I er, fordi I er mennesker. Det betyder, at I må dele jeres frygt, andre svære følelser samt jeres længsler og behov for tryg kontakt med hinanden og derigennem skabe en nær, dyb og tryg kontakt til hinanden. En tryg kontakt, hvor I hver især oplever og mærker jeres egen og partneren tilgængelighed, responsivitet og engagement. Det er denne sidste opgave der gør, at der virkelig sker positive forandringer mellem jer.   

 

Det kan dog af mange grunde være vanskeligt at skabe en nær, dyb og tryg kontakt og mærke en gensidig tilgængelighed, responsivitet og engagement. Bl.a. kan det være svært, undertiden umuligt, hvis der er det, man kalder for tilknytningsskader imellem jer.

En tilknytningsskade i parforholdet er, når den ene part eller måske begge har oplevet at mangle følelsesmæssig støtte fra partneren på svære og afgørende tidspunkter, hvor man virkelig havde brug for partneren. Man oplever det typisk som en smertefuld følelse af at være blevet forladt eller forrådt af en, som man er dybt afhængig af, partneren, og det kan rokke ved troen på, om partneren dybest set er der for en.

Tilknytningsskader er således noget andet end hændelser, der berører vores ømme punker. Det kan være hårdt nok, men de behøver ikke at ramme så dybt, og de er lettere at hele. Tilknytningsskader rammer os meget dybere. Hvis I ikke tager hånd om tilknytningsskader i jeres forhold, vil de blive ved med at være til stede mellem jer. De vil gøre, at I let ryger ind i negative mønstre med konflikter og afstand til hinanden. Tilknytningsskaden gør tilliden mellem jer skrøbelig, og skaber en let vagt usikkerhed og utryghed mellem jer. 

Måske har I fået tilknytningsskaden og de svære følelser de har afstedkommet fejet godt og grundigt ind under gulvtæppet, og mærker dem ikke så meget i hverdagen. Men de er der som en agtpågivenhed i den sårede partner, og kan let aktiveres og bringe jer ind i et negativt mønster.

Tilknytningsskader opstår ofte på tidspunkter, hvor man er under følelsesmæssigt pres, og hvor tilknytningsbehovet for en tryg base og især en sikker havn derfor er særligt højt. Det kan fx være i forbindelse med sårbare situationer som børnefødsler, i forbindelse med diagnose eller behandling af sygdom, i forbindelse med nære pårørendes sygdomsforløb eller død, i forbindelse med perioder med problemer med børnene, stress på arbejdet, måske afskedigelse.

At føle sig svigtet, forladt eller forrådt af et menneske, som vi stoler på vil støtte os og beskytte os, når vi er allermest sårbare, og har brug for det, kan sætte sig dybt i vores sind og præge forholdet gennemgribende. 

Den magt som tilknytningsskader kan få for jeres forhold ligger i det smertefulde negative svar, de giver på det for parforholdet eviggyldige spørgsmål: Er du der for mig? Er du tilgængelig, responsiv og engageret? 

Ofte sker der det, at den sårede partner kritiserer, bebrejder og kræver indrømmelser og undskyldninger på en måde som den den anden ikke kan give. I stedet bakker han eller hun ud, kommer med affærdigende begrundelser og retfærdiggørelse af sine handlinger. Men det bekræfter desværre blot den sårede partners følelse af at stå alene, og fodrer og nærer de svære følelser.

Den såede partner vil da typisk tage nogle beslutninger og skridt for at passe på sig selv og beskytte sig imod, at det sker igen, nogle beslutninger som man kan kalde for ”aldrig-igen-beslutninger”. Disse beslutninger betyder, at man altid er mere eller mindre på vagt, og passer på sig selv, og sørger for ikke at give sig helt hen, for en sikkerheds skyld: Det må aldrig ske igen! Ud fra et overlevelsessynspunkt er det bedre at være på vagt og opdage, at der ikke er nogen reel fare, end at være tillidsfuld og så finde ud af, at faren var reel: “Better save than sorry”, som man siger.

Efterfølgende vil parret ofte forsøge at håndtere tilknytningsskaderne ved at ignorere eller begrave dem. Men når I lukker af, og prøver at begrave tilknytningsskader, forstærker det blot den følelsesmæssige afstand mellem jer. Og “begravelsen” af smerten holder for den sags skyld kun et stykke tid. De sårede følelser vil trænge sig på, og bryde ud, når der på ny melder sig tilknytningsbehov i jer, behov for nærhed, støtte, kontakt m.m., hvilket der altid og jævnligt gør. Man kan forsøge at drukne sine sårede følelser, men de kan svømme!

Derfor er det så vigtigt, at I møder, afklarer og heler oplevelser af tilknytningsskader mellem jer. For de heler ikke af sig selv. Man kan sige, at den eneste udvej er vejen igennem smerten. En vigtig del af en parterapi, kan være at reparere og lindre tilknytningsskader mellem jer.

Det at kunne genbesøge oplevelser og begivenheder, der har forvoldt en tilknytningsskade, og mærke, at partneren nu er anderledes responsiv end han/hun oprindeligt var, kan have en stærkt forløsende og helende virkning på den sårede partner og påvirke jeres parforhold positivt. 

Partnere, der påfører deres partner en tilknytningsskade, er hverken inkompetente, utilstrækkelige eller bevidst ufølsomme. De har sjældent dårlige intentioner. De har simpelthen ikke vidst, hvordan de skulle forholde sig til deres partners sårbarhed og tilknytningsbehov, og hvordan de skulle tilbyde deres støtte gennem en tryg følelsesmæssig kontakt og nærvær. Ikke sjældent er de blevet skræmte over partnerens følelser, og har derfor trukket sig, og er måske blevet meget rationelle og praktiske.

Det er vigtigt, at det at hele tilknytningsskader ikke kommer til at handle om at finde den skyldige, skurken.

Nedenfor præsenteres en samtale, der har fokus på tilgivelse og genopbygning af tillid efter tilknytningsskader. Men inden da et par ord om at sige undskyld og om tilgivelse.

Undskyld og tilgivelse

Mange af os har svært ved at sige undskyld, og kan ligefrem have modvilje mod det. Vi kan argumentere med, at sagt er sagt, og gjort er gjort, og nu må vi videre, og der lå ingen dårlige intentioner bag handlingen. Slut!  Vi kan opleve, at det at give en undskyldning, er det samme som at skulle lægge sig fladt ned og indrømme, at vi har begået en stor fejl, eller måske ligefrem, at vi er et forkert eller dårligt menneske. Og vi kan frygte, at partnerens sårethed og frustration ingen ende vil tage. 

Mange af os har før eller siden udtrykt vores fortrydelse på en eller flere af følgende måder:

  •  ”Ok det er jeg ked af. Undskyld. Skal vi nu lade det være fortid”.
  • “Ok. Måske gjorde jeg det, men….”
  • ”Ja, jeg er vel nødt til at sige undskyld, men…”
  •  ”Der er ikke noget, der bliver bedre, før jeg får det sagt. Så undskyld for pokker”.

 

Men alle disse “proforma undskyldninger”, gør blot den sårede partners smerte større.

En undskyldning handler ikke så meget om en selv, som om den man giver den til. Det drejer sig om partnerens sårethed og om at anerkende partnerens sårethed. Anerkendelse handler helt grundlæggende om at acceptere, at den anden oplever det, som han eller hun gør. I første omgang handler det blot om at erkende det. I næste omgang om at udvise og udtrykke nysgerrighed, interesse og respekt for den andens oplevelse. Og endelig at validere den andens oplevelse og give udtryk for at det giver mening. 

Sådan en anerkendelse af den andens sårbarhed er så vigtig for tilgivelse og genopbygning af tillid og tryghed mellem jer.

Mange betragter tilgivelse som en moralsk beslutning, hvor man bestemmer sig for at give slip på svære følelser som bitterhed, skuffelse, vrede og tristhed. Men en beslutning er ikke i sig selv nok til at genetablere tilliden. Det den sårede partner har brug for, er en helende og tillidsgenopbyggende samtale, hvor bl.a. anerkendelse er så centralt.

Sådan en samtale fordrer, at I er blevet gode til at få øje på, at stoppe op og deeskalere konflikter mellem jer, når I er på vej ind i et negativt mønster. Med andre ord skal I have arbejdet med jeres parforhold, før I kan gå i gang med at hele tilknytningsskader. Ellers er I for utrygge og helingsforsøgene kan få jer til at bevæge jer ind i negative mønstre som at finde den skyldige, kritik-tilbagetrækning eller gensidig tilbage og afstand.  

Den helende samtale

Der er 6 trin i en tilgivelses- og tillidsgenopbyggende samtale:

1.trin

Som den sårede partner må du udtrykke din smerte så enkelt og åbent som muligt. Du må fortælle om, hvordan du følte dig svigtet, forladt og hjælpeløs. Fortælle om den virkning det har haft. Du må prøve ikke at bebrejde og anklage, mens du fortæller. Bebrejdelser og anklager vil bare få samtalen til at løbe af sporet. I stedet må du forsøge at holde fokus på at beskrive smerten, den konkrete situation den opstod i, og hvordan den har påvirket dig og din følelse af tryghed og tillid.

Prøv om du kan fortælle din partner, hvad du håbede på i situationen, og hvordan det føltes, da det ikke var den reaktion du fik, og hvad det var, at du længtes efter dengang. Prøv også at del, hvordan det føles for dig lige nu, hvor du fortæller om din smerte og sårbarhed. 

Det kan måske hjælpe dig at komme i kontakt med de følelser, der opstod i dig ved at tænke over følgende spørgsmål:

  • Følte jeg, at jeg blev forhindret muligheden for trøst på et tidspunkt, hvor jeg havde brug for det?
  • Følte jeg mig alene, forladt og tilsidesat af min partner på et tidspunkt, hvor jeg havde meget brug for at blive bekræftet i, at jeg var betydningsfuld, og at mine følelser gav mening?
  • Blev min partner pludselig en trussel overfor mig frem for den sikre base den trygge havn, som jeg havde brug for?  
 

Som partner til den sårede er det bedste du kan gøre at lytte til oplevelsen. Prøv om du kan hjælpe din partner til at blive tryg nok til at fortælle og udforske flere nuancer af sine sårbare følelser overfor dig, så du får et mere komplekst billede af, hvad hændelsen betød i forhold til jeres trygge kontakt, dvs. jeres  tilknytningsbånd. “Kom fortæl mig. Jeg vil så gerne høre. Det her er vigtigt”.

Måske kan det være svært at forstå, at hændelsen har haft sådan en betydning og magt for din partner. Men smerten giver altid mening, hvis vi ser den som udtryk for frygt omkring vores trygge kontakt og tilknytningsbånd, og de længsler og behov vi har i forhold til tryg kontakt og tilknytningsbånd.

Du må således tage din partners smerte alvorlig, lytte og holde ved og stille spørgsmål indtil betydningen af hændelsen og den smerte den har forårsaget, bliver stadig mere tydelig for dig.  

Nogle gange forstår vi først, hvorfor en særlig begivenhed er så smertefuld, som den er, når vi bliver ved den, og udforsker den i detaljer sammen. Så kan vi pludselig forstå og mærke partnerens smerte.

Det kan være svært for den sårede partner at bane sig vej gennem de smertefulde og måske kaotiske følelser og finde vej til essensen af smerten og de længsler og behov omkring tilknytning,  som tilknytningsskaden sætter i gang i en og at dele dem med partneren. Og lige så svært kan det være for partneren at høre om og forstå smerten. Men det er først, når den sårede partner har beskrevet smerten og den anden har set den, dvs. når I begge er i stand til at forstå den frygt og de behov omkring tilknytning, der lå nedenunder, at I kan hjælpe hinanden til at bearbejde og hele.

2. trin

Næste trin er, at partneren må forblive følelsesmæssigt nærværende og anerkende den sårede partners smerte og sin medvirken til den. Det er kun muligt for os at gøre, når vi tør blive berørt af den sårede partners smerte og frygt.

Den sårede partner vil ikke kunne give slip på smerten, før han eller hun oplever, at partneren har set og forstået den. Ellers vil han eller hun ”kalde på” partneren igen og igen. Kalde i betydningen blive ved med at klage, kritisere, bebrejde, kræve, skælde ud  eller trække sig, lægge på is osv. Sådan en tilbagevendende  kalden giver rigtig god mening, hvis man forstår essensen i, hvad det vil sige, at I to har en tilknytningsrelation: ”Hvis du ikke kan se, hvordan du har såret mig, hvordan kan jeg så nogensinde stole på dig eller føle mig tryg sammen med dig igen?”

Ved tidligere samtaler om tilknytningsskaden har den sårende partner sandsynligvis trukket sig: ” Hvad vil du have jeg skal gøre”? ”Se lige på dig selv. Kan du huske, hvordan du engang…” ”Jeg kan jo ikke gøre det om”. “Det er så længe siden”. ”Se det fra min side”. ”Kan vi ikke bare se fremad”, “Hvorfor skal det være så tungt…..”osv. Men nu bliver smerten forstået og anerkendt. 

3. trin

Når den sårede partner oplever, at partneren forstår smerten, kan den sårede partner bearbejde sin smerte på nye måder. Han eller hun får adgang til både sin frygt og til sine længsler og behov, kan begynde at ændre på sine “aldrig- igen- beslutninger” og forsigtigt åbne sit sind for partneren igen.

4. trin

Den sårende partner må nu tage ansvar og ejerskab for den måde, hvorpå han eller hun har såret den anden og udtrykke det. Dette trin er så vigtigt. Den sårende partner må direkte fortælle, at han eller hun fortryder det, der skete, og at det så langtfra var det, han eller hun ønskede. ”Din smerte berører mig.”. ”Jeg så ikke din smerte, og at du havde brug for mig”. ”Jeg lukkede bare ned”. ”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op”. ”Jeg frygtede at gøre det forkerte”. “Jeg frygtede, at det her var ved at løbe af sporet”. “Din sårethed skræmte mig fra vid og sans”.  ”Din smerte giver mening”.

Som den sårende partner må du således også prøve om du kan hjælpe din partner til at forstå, hvorfor du reagerede, som du gjorde på det tidspunkt, hvor du sårede ham eller hende. Du må mærke efter i dig selv og prøve at komme i kontakt med, hvordan din reaktion opstod, dvs. hvorfor du handlede som du gjorde. Tænk på at du må prøve at gøre dine handlinger mere forståelige for din partner. Og at det er det, som det handler om, og ikke at holde en forsvarstale for dig selv. 

5. trin

Den sårede partner må mærke efter, hvad han eller hun har brug for, for at hele tilknytningsskaden og dens smerte. Derpå dele det og bede partneren om at møde sine længsler og behov.

Det er nu afgørende, at partneren reagerer anderledes, nu tilgængeligt, responsivt og engageret, end han eller hun gjorde oprindeligt. Den nye tilgængelighed, engagementet og ikke mindst den responsive reaktion giver en oplevelse af en tryg følelsesmæssig kontakt, og det fungerer som en modgift mod den smertefulde isolation og adskillelse, som hændelsen skabte.

6. trin

Jeres opgave er nu sammen om at skabe en ny historie, som sammenfatter den sårende hændelse, hvordan den skete, og hvordan den nedbrød tillid og kontakt, og farvede jeres forhold. Og hvordan I sammen konfronterede tilknytningsskaden og hver især og som par begyndte at hele den. Og nu samarbejder omkring at gøre jeres parforhold til en tryg havn, hvor i kan søge støtte og trøst, når I er ramte og skræmte.

Ovennævnte samtale, der har til formål at genopbygge tilliden og trygheden mellem jer efter en tilknytningsskade, giver jer et fælles fodfæste, hvor den sårede part kan søge omsorg, når den gamle smerte fra tilknytningsskaden dukker op, i tillid til at partneren kan og vil tilbyde en tryg kontakt og omsorg. 

Fejl og svigt er uundgåeligt og tilgivelse er essentiel

Det er så vigtigt at huske, at i kærlighed er fejltagelser og svigt uundgåelige. Vi overser alle indimellem vores partners appel om nærhed, støtte og trøst. Vi er ukoncentrerede. Vi sidder fast i vores egne ideer, vores egne temaer og historie, og ikke mindst i vores egne følelser af frygt, skam m.m. Vi ser ikke altid, når vores partner har brug for, at vi griber ham eller hende. Vi tumler alle sammen omkring, og træder hinanden over tæerne, og undertiden træder vi hårdt, og det gøre rigtigt ondt. Og nogle gange opstår der tilknytningsskader imellem os. 

Det er essentielt og nødvendigt for os mennesker at tilgive fejltagelser og svigt fra vores medmennesker, herunder partner, og som udgangspunkt er det både noget vi kan og vil. Hvis tilliden og trygheden mellem jer er sunket til et meget lavt niveau, kan tilgivelse og opbyggelse af tillid være svær, og man kan have brug for flere af ovenstående samtaler. Det er fx tilfældet ved utroskab. (Se artiklen om Utroskab).

Tilgivelses- og den tillidsopbyggende samtale ser i enkelhed sådan ud:

  • Den sårede part udtrykker sin smerte så enkelt som muligt. Partneren lytter og spørger ind, indtil han eller hun har forstået smerten.  
  • Partneren forbliver følelsesmæssig nærværende og bestræber sig på at bevæge sig stadig længere ind i en forståelse af den sårede partners smerte.
  • Den sårede partner begynder at falde til ro og ændre på: ”Aldrig-igen-beslutningerne”, og åbner sit sind for partneren.  
  • Partneren tager ansvar og ejerskab over tilknytningsskaderne og den smerte, den har afstedkommet i den anden, og udtrykker det tydeligt. Det er meget vigtigt.
  • Den sårede partner udtrykker sine længsler og behov fra partneren i forhold til at hele tilknytningsskaden.
  • Parret sammenfatter i fælleskab en historie om den sårende hændelse, hvordan tilliden blev nedbrudt og genskabt sammen.
 

En forståelse af tilknytningsskader og konkret erfaring med at dele, lytte, angre, undskylde, tilgive og genopbygge tillid, giver jer en styrke til at skabe et modstandsdygtigt og holdbart bånd mellem jer. I kan leve sammen med langt større livfuldhed, nærhed og tryghed, hvis I ved, at I kan hele sårene, når I kommer til at såre hinanden dybt. Det vi kan dele kan vi hele! 

Anne Stokkebæk. December, 2022.

Psykolog og parterapeut Anne Stokkebæk

Tlf.: 41 59 98 09
E-mail: anne.stokkebaek@gmail.com

Se også min anden hjemmeside

Skip to content