Tilknytning

Mennesker er sociale væsener, vi kan ikke leve uden kontakt til andre. Det ligger i vores natur at skabe kontakt og knytte bånd til andre. Til vores familie, partner, til venner, til bekendte, kollegaer, naboer, foreningsfæller, osv.

Især har vi behov for tætte og trygge relationer til nogle få uerstattelige andre. Sådanne relationer kaldes for tilknytningsrelationer, og de personer som vi er særligt forbundne med og knyttede til, kaldes tilknytningspersoner.

I hverdagssprog siger vi gerne, at mennesker er knyttede til hinanden, når vi vil udtrykke, at vi er tæt forbundet med hinanden. Men en tilknytningsrelation er mere end det. En tilknytningsrelation er en særlig relation, hvor man kan hente tryghed, kontakt og opbakning , og hvor man kan få sine følelser reguleret gennem trøst og beskyttelse, hvis man er følelsesmæssigt overvældet over noget.

Tilknytningsrelationer er lige så afgørende for vores helbred, trivsel og generelle funktion i livet som føde, væske, søvn m.m.

Tilknytningsbehov er livslangt

Indbegrebet af og prototypen på en tilknytningsrelation er barnets relation til sine forældre. Barnets tilknytning til sine forældre er evident. Barnet ville hverken kunne overleve, udvikle sig eller trives uden sine forældre eller andre tilknytnings- og omsorgspersoner.

Men behovet for tilknytningspersoner er ikke kun noget, som børn har. Behovet er livslangt. Det er en meget vigtig pointe omkring tilknytning.

Det gælder for teenageren, der forlader sig på, at forældrene vil være der, hvis noget brænder på. Eller for kvinden, der er single, og som har en søster, anden familie og måske en nær veninde som tilknytningspersoner. Det gælder for manden, der vender hjem til sin partner og søger kontakt og trøst efter en anstrengende dag på arbejdet. Det gælder for det gamle menneske, som er konfronteret med alderdommens tab og svækkelse, og hvor voksne børn ofte bliver tilknytningspersoner.

Parterne i et parforhold er hinandens tilknytningspersoner. I forhold til barnets tilknytning til sine forældre, er tilknytningsbåndene mellem voksne i et parforhold symmetriske. Parforholdsrelationen omfatter gensidig omsorg for hinanden, ligesom det også omfatter sex.

Men selvom voksne menneskers tilknytning til hinanden i et parforhold ikke er en kopi af barnets tilknytning til dets forældre, er tilknytningens væsen og udtryksformer forbavsende ens. Begge slags tilknytningsrelationen, altså både tilknytningsrelationen mellem forældre og barn og mellem to voksne i et parforhold, aktiverer følelser som frygt, tristhed, fortvivlelse, vrede og skam, når man oplever, at kontakten er utryg. Og omvendt følelser af tryghed, nysgerrighed, glæde og velvære, når man oplever, at kontakten er tryg, og at relationen er sikker og intakt.

Tryg base og sikker havn

En tilknytningsrelation er kendetegnet ved disse to kernefunktioner. Tryg base og sikker havn.

Tryg base-funktionen i tilknytningsrelationen handler i korthed om, at man er et tilgængeligt, støttende, opmuntrende og opbakkende bagland. Dvs. man er et trygt udgangspunkt, en platform, hvorfra den anden kan bevæge sig ud i verden, udforske den, blive udfordret, løbe risici, udvikle sig og opleve fornemmelsen af sin egen handlekraft og kompetence.

Sikker-havn-funktionen i tilknytningsrelationen handler i korthed om ”at tage imod den anden” når han eller hun oplever fare, føler sig utryg, og rækker ud og søger hen i mod en. Man beroliger, trøster og regulerer.  Som sikker havn for sin partner har man blik for hans eller hendes sårbarhed og har en intention om at lindre sårbarheden og utrygheden gennem kontakt. Man stiller man sig så at sige til rådighed for den anden som ”større og stærkere” i forhold til sårbarheden og utrygheden.

Vigtigheden i at være hinandens trygge base og sikre havn i parforholdet kan ikke understreges nok.

Ligesom vi er skabt til at knytte os til vores tilknytningspersoner, så er vi også indrettet til at besvare vores nære tilknytningspersoners behov for en tryg base og sikker havn.

At vi er født til at knytte os til tilknytningspersoner, og også til at besvare vores næres tilknytningsbehov med tryg-base- og sikker-havn-funktionen, betyder dog ikke, at dette altid forløber glat og problemløst. Det ved vi alle. Det kan undertiden være svært at være tryg base og sikker havn for hinanden i parforholdet. Ikke mindst fordi der let kan opstå en utryghed i kontakten til hinanden. Det vender vi tilbage til.

Vores grundlæggende afhængighed

Som voksen udfylder vi selvfølgelig også i nogen udstrækning funktionerne tryg base og sikker havn for sig selv. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er nok. Tilknytningsbehovet er som nævnt livslangt. Vi bliver ved med at have behov for en tryg base og en sikker havn i andre mennesker, bl.a. som nævnt vores partner, hvis vi er I et parforhold.

Mange af os er mere eller mindre underlagt dogmet om, at man som voksen skal kunne klare sig selv, gå ud i verden med en tryghed i sig selv, og at man må kunne berolige og støtte sig selv, når man er usikker og utryg.

Vi holder stædigt fast i at definere det sunde voksne menneske, som ham eller hende, der er sin egen sikre base og trygge havn. Det er en opfattelse, der ligger dybt forankret i vores kultur.

Men det er ikke desto mindre en forståelse, der er på kant med et meget grundlæggende træk ved det at være menneske. Vi er nødt til at træde ud af denne illusion og forstå, at vi er skabt i og til afhængighed, vi er kodet til at søge kontakt, at vi har behov for en tryg base og en sikker havn, det er derfor, at vi har overlevet som menneskeart.

Ovenstående betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke også er individer både med evne til og behov for at stå på egne ben og for at ytre vores handlekraft og kompetencer. Og grundlæggende behøver der ikke at være nogen modsætning mellem vores afhængighed af hinanden og vores evne til og behov for at kunne mange ting selv. Faktisk er det sådan, at jo mere trygt tilknyttet vi er til vores partner, jo mere selvstændige kan vi være. Ikke selvtilstrækkelige og uafhængige, men selvstændige i betydningen, at vi har en tro på, at vi kan finde ud af at klare og løse situationer og opgaver, og at vi har lyst til og mod på at gøre det.

Trygge tilknytningsrelationer har mange positive virkninger:

• Vi kan lettere opretholde vores følelsesmæssig balance i livets uundgåelige kriser.
• Vi kan lettere genoprette vores følelsesmæssige balance, når den er tippet.
• Vi er mere tilbøjelig til at søge trøst og støtte, når vi er bekymrede eller lider på anden måde, og vi er bedre til at bruge trøsten og støtten.
• Når lidelsen og bekymringen lander, bliver mindre eller forsvinder, kan vi hurtigt igen engagere os i andet og andre.
• Vi får et mere solidt selvværd og større selvtillid.
• Vi er mere nysgerrige og eksperimenterende.
• Vi har en stærkere følelse af at høre til.
• Vi bliver bedre til at åbne os og sætte os igennem.
• Vi har en større tolerance overfor forskelle mellem mennesker.
• Vi kan bedre se tingene fra flere sider.
• Vi har større tolerance overfor tvetydighed.
• Vi bliver mere sensitive, dvs. mere åbne, empatiske og medfølende overfor andre.
• Vi bliver mere altruistiske, dvs. vi er mere tilbøjelig til at handle på måder, der gavner andre, og har stor glæde ved at gøre det.

At vores afhængighed af hinanden er livslang, og går forud for vores selvstændighed, har videnskaben dokumenteret igen og igen. Bl.a. i dette eksperiment:

Hvis vi står foran en bakke alene, opfatter vores hjerne bakken som højere, end hvis der står en tilknytningsperson, fx vores partner, ved siden af os. Vores hjerne tager således nærhed til sociale ressourcer (her en tilknytningsperson, vores partner, ved vores side) i betragtning i sine perceptionsprocesser.

Påstanden om, at vi klarer udfordringer bedre med en person som vi er tryg ved ved vores side, er således ikke bare sentimental snak. Det er et faktum!

Frygt omkring tilknytning er altid kernen i jeres krise og konflikter

Fordi kærlighed mellem voksne i et parforhold er en tilknytningsrelation med behov for en tryg kontakt til hinanden, er frygt omkring jeres tilknytning altid omdrejningspunktet, selve kernen, i problemer, konflikter og kriser i parforholdet. Dette er en yderst vigtig pointe.

Altså krise, konflikter og afstand mellem jer handler ikke om jeres indbyrdes forskelle, uenigheder omkring forskellige ting, men om at kontakten mellem jer er utryg, og at I ryger ind i nogle negative mønstre. (Se artiklen om negative mønstre).

Når vi oplever negative skift i oplevelsen af en tryg kontakt til vores partner, altså når vi oplever, at vi har mistet kontakten eller at den er skrøbelig og at noget truer eller føles utrygt i relationen, aktiveres vores såkaldte tilknytningssystem.

Tilknytningssystemet er et system vi er født med, og som gør at vi søger kontakt, nærhed og beskyttelse fra vores tilknytningspersoner. Man kan sammenligne det med, at der bliver trykket på en alarmknap inde i os.

Når vores tilknytningssystem er aktiveret og alarmen ringer, er vores opmærksomhedsfelt snævret ind. Vores primære mål er at opnå sikkerhed og tryghed.

Aktivering af tilknytningssystemet slukkes, når vi igen føler os trygge og i sikkerhed, hvad enten vi er blevet beroliget og reguleret af kontakten til vores partner, eller vi har fundet andre måder at blive beroliget og reguleret på. Eller måske begge dele.  

Når vi dybest set og altovervejende har en grundlæggende tryg kontakt til hinanden, er disse oplevelser af mistet kontakt og utryghed blot som en kølig brise eller et lille stik. Den brudte trygge kontakt kan relativt hurtigt genetableres, utrygheden kan hurtigt blive til tryghed. 

Men hvis vi mangler en tryg følelsesmæssig kontakt, hvis den er skrøbelig, altså hvis vi ofte er usikre og utrygge ved hinanden som tryg base og sikker havn, igangsætter det en negativ spiral startende med det man kalder for en tilknytningsprotest.

En tilknytningsprotest er vores umiddelbare reaktion på afbrudt følelsesmæssig kontakt. Tilknytningsprotestens formål er at signalere smerte overfor tilknytningspersoner, her partneren, for at få dem til at reagere.

Forenklet sagt giver protesten sig til udtryk i to klassiske måder, som vi reagerer på, når vi oplever utryghed i kontakten til vores tætte relationer:

• Vi kan enten reagere ved at undvige og afvise, dvs. ved i overført betydning at lukke, nogle gange ligefrem ”smække døren i” til den anden. 
• Eller vi kan reagere ved at opsøge, ”forfølge”, bebrejde, kræve og kritisere, dvs. ved i overført betydning at ”banke på”, nogle gange ligefrem ”hamre løs på døren” til den anden.

Begge reaktioner er tilknytningsprotester, altså protester mod tabet af en tryg kontakt til en tilknytningsperson, her vores partner, og er derfor samtidig forsøg på at genetablere den tabte kontakt mellem jer og trygheden.

Det kan måske umiddelbart være svært at forstå, hvordan adfærd og reaktioner som afvisning og tilbagetrækning eller kritik, bebrejdelser og angreb kan være forsøg på genoprette en tryg kontakt. Men det er det. Jeres adfærd, når I trækker jer, bliver tavse, sammenbidte og indesluttede, eller når I angriber, kritiserer, bebrejder, insisterer, presser og kræver, giver altid mening ud fra den kendsgerning, at I to har et tilknytningsbånd til hinanden, og at I er utrygge i kontakten, og prøver at genskabe kontakten og trygheden.

Men ovennævnte adfærd og reaktioner er desværre så forvrængede, at det gør en indfølende og kærlig respons fra den anden næsten umulig. I har bevæget jer ind i onde cirkler, hvor I hver især håndterer utryghed på måder, der opretholder eller forværrer den andens utryghed. I presser så at sige hinanden ud af balance. I virker kort og godt truende på hinanden, uden at det er det, som I ønsker. 

Lad os opsummere:

Voksne menneskers kærlighedsrelation er, skåret ind til benet, en tilknytningsrelation med de to funktioner tryg base og sikker havn. Og kernen i jeres parforholdskrise med konflikter og afstand skyldes utryghed i kontakten til hinanden, og at I tænder hinandens tilknytningssystemer. Alarmklokken ringer, og I hører truende budskaber inden i jer som: ”Jeg er alene”. ”Jeg er ikke vigtig for min partner”. ”Jeg er ikke god nok til min partner” osv. Og det er disse truende budskaber, som er vigtige at få øje på og forholde sig til. Frem for at vende og dreje indholdet i de uoverensstemmelser og konflikter, fx om fordeling og udførelse af arbejdsopgaver i hjemmet. Om arbejdstid, fritidsinteresser, omsorg for børnene, opdragelse, familiesammenkomster osv. osv. Konflikterne og uoverensstemmelserne mellem jer må kort og godt ses i et tilknytningslys.

Det er så vigtigt, at I lærer at adskille de forskellige uenigheder, konflikter og problemer, som I har i jeres hverdag fra utryghed i kontakten til hinanden omkring jeres tilknytningsrelation. De forskellige uenigheder, konflikter og problemer skal forblive sådanne problemer, og ikke en scene, hvor jeres frygt og umødte behov omkring tilknytning udspiller sig, som trækker jer ind i negative mønstre, der presser jer ud af balance, og eskalerer jeres konflikter og fastholder afstanden mellem jer.

Når I forholder jer til jeres oplevelse af, at jeres tilknytningsbånd til hinanden er truet, at I oplever utryghed i kontakten til hinanden, og de smertefulde og truende tilknytningstemaer, som disse oplevelser afstedkommer i jer, ”jeg er alene”, ”du synes, at jeg er forkert”, ”jeg er ikke rigtig for dig” osv., vil forskelle og uenigheder mellem jer omkring ting i jeres liv sammen få en anden karakter. I vil meget lettere kunne tage hånd om dem.

Tilknytningshistorie og tilknytningsmønster

I kommer ind i parforholdet med hver jeres opvæksthistorie. Jeres opvæksthistorier som bl.a. indeholder alle mulige konkrete oplevelser og erfaringer med tilknytning med jeres tilknytningspersoner som tryg base og sikker havn, er en væsentlig del af brændstoffet i jeres kriser og konflikter i jeres parforhold. Derfor handler en del af arbejdet med jeres parforhold også om, at I interesserer jer for egen og jeres partners tilknytningshistorie. (Se artiklen om spørgsmål til jeres tilknytningshistorie).

Jeres tilknytningshistorie indeholder bl.a. positive og negative erfaringer med disse vigtige ting:

• Med kontakt og nærvær i dagligdagen i jeres familie.
• Med et tilgængeligt, støttende og opbakkende bagland, hvorfra I kan bevæge jer ud i verden, virke, udforske og opleve fornemmelsen af egen kompetence og handlekraft. (Tryg base).
• Med at søge og få omsorg, støtte og trøst, når I er bekymrede og utrygge. (Sikker havn).
• Med at række ud mod hinanden, forsone sig og genetablere kontakten, når I har ramt og skræmt hinanden og kontakten er brudt. 

Ud fra jeres opvæksterfaringer med ovennævnte fire vigtige områder, man kan også sige ud fra jeres erfaringer med jeres tilknytningspersoner som tryg base og sikker havn, udvikler I det, som man kalder for tilknytningsmønstre.

Mere præcist er tilknytningsmønstre vores særlige, personlige måder, stil, som vi nærmer os andre mennesker på, udtrykker vores behov på, og beder om hjælp på, håndterer følelser i nære relationer, herunder konflikter og uenigheder med andre osv.

Tilknytningsmønstre er kort og godt vores særlige personlige tanker, følelser og handlinger omkring tilknytning.

Tilknytningsmønstre kan være mere eller mindre trygge. Man inddeler tilknytningsmønstre i fire kategorier. Et trygt tilknytningsmønster og tre utrygge tilknytningsmønstre.

• Det trygge tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at man rækker ud efter kontakt, omsorg, støtte og trøst, når alarmklokken ringer, og man føler sig utryg og usikker i tillid til, at man bliver imødekommet.
• Det undgående tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at man trækker sig, lukker følelsesmæssigt af og giver udtryk for uafhængighed, når tilknytningssystemet er aktiveret og man føler sig utryg. ”Det går fint tak”. “Der er ikke nogen problemer”. “Jeg klarer mig”. “Jeg har ikke brug for nogen”.
• Det ængstelige, ambivalente tilknytningsmønster, som også kaldes for det opslugte eller opsøgende tilknytningsmønster, er i korthed kendetegnet ved, at man opsøger, kritiserer, presser og kræver, i vedholdende forsøg på at få en reaktion, når tilknytningssystemet er aktiveret, og man er utryg i tilknytningsrelationen: ”Hvor er du?” ” Hvorfor er du altid så ….”.
• Det desorganiserede tilknytningsmønster, også kaldet det frygtbetonede undvigende tilknytningsmønster, giver sig til udtryk i en mere flimrende vekslen mellem både at undvige og afvise og at opsøge og række ud, når tilknytningssystemet er aktiveret.  ”Kom her – gå væk”. “Jeg har brug for din støtte, og samtidig er jeg utryg ved og bange for dig”.

Vores tilknytningsmønstre vil altid være til stede som vigtige kendetegn ved den unikke person, som vi er. Det vil udtrykke sig i vores tanker, følelser og handlinger. Men vores tilknytningsmønstre bliver særligt tydelige i situationer, hvor vores tilknytningssystem er aktiveret, eller når noget anden i situationen eller relationen trækker associationer til det netværk af erfaringer, vi har med os på tilknytningsfronten.

Sommetider tjener vores tilknytningsmønstre os godt videre i livet, andre gange kan de give nogle problemer, fx når de ikke passer med vores nye relationer, eller når det står i vejen for en udvikling vi eller vores omgivelser kunne have glæde af.

Begrebet om tilknytningsmønstre og særlige kendetegn ved de fire forskellige tilknytningsmønstre, er et meget centralt område af tilknytningsteorien. (Se herom i artiklen om tilknytningsmønstre).

Sammensatte tilknytningsmønstre og udvikling af tilknytningsmønstre

Det er klart, at livet på alle måder bliver lettere og trivslen højere, når man har et tilknytningsmønster, der overvejende er trygt. Et væsentligt kendetegn ved trygge tilknytningsmønster er, at hele spørgsmålet om tilknytning ikke giver anledning til så mange komplicerede følelser og motiver. Det larmer mindre.

Men alle tilknytningsmønstre, også de to utrygge, undgående og ængstelig ambivalent tilknytning, er almindelige. Ca. halvdelen af os har et utrygt tilknytningsmønster.

Og i det hele taget er det mere nuanceret end som så. For selvom tilknytningsmønstre hos voksne ofte omtales i ental, som om vi har kun ét bestemt tilknytningsmønster, så har de fleste af os haft sammensatte opvækstmiljøer med forskellige tilknytningspersoner, og har derfor adgang til både trygge og utrygge tilknytningsmønstre.

Vi benytter stort set alle sammen sommetider undvigende, afvisende strategier. Eller opsøgende, kritiserende og angribende strategier. Og det er ikke noget problem. Problemet opstår, når vores reaktioner og strategier generaliseres, bliver vanemæssige og stivner, så de begrænser vores opmærksomhed og evne til at engagere os nærværende og anerkendende i andre mennesker og i os selv.

Og derudover er tilknytningsmønstre ikke fastlåste størrelser, de er fleksible, de justeres og udvikler sig livet igennem.

Indsigt i og forståelse af egen tilknytningshistorie med vores tilknytnings- og omsorgspersoner, kan være med til at skubbe os hen imod, at et trygt tilknytningsmønster bliver mere tilgængeligt for os. Et trygt tilknytningsmønstre, der bl.a. som nævnt omfatter, at vi har lettere ved at række ud efter omsorg, støtte og trøst, når vi føler os utrygge og usikre i tillid til, at vi bliver imødekommet.

Men først og fremmest formes, justeres og udvikles vores tilknytningsmønstre sig i og med vores erfaringer og oplevelser med andre mennesker livet igennem. Og det, der allermest effektivt formår at rykke ved og skubbe til vores tilknytningsmønstre i tryg retning, er stabile og langvarige erfaringer og oplevelser i nære, trygge og anerkendende relationer.

Det betyder, at parforholdet har stort potentiale i sig til at rykke vores tilknytningsmønster i en positiv retning. Hver gang I viser tilgængelighed, responsivitet og engagement overfor hinanden, hver gang I deler, lytter og anerkender hinandens verdener, så rykker I samtidig jeres tilknytningsmønstre i en mere tryg retning. Sammen skaber I nye positive mønstre, der gør, at I kan være mere responsive, nærværende og trygge med hinanden.

Men andre ord: Erfaringer med tilgængelighed, responsivitet og engagement mellem jer, små som store erfaringer, og sætter sig i jeres sind, så gammel smerte og svigt ikke får lov til blindt at dirigere de måder, I reagerer overfor hinanden på, når I er ramte og pressede, og føler, at I har mistet den trygge kontakt til hinanden. De gamle vanemæssige reaktioner er der måske stadig, men de har ikke længere det samme faste greb i jer, og I kan lettere hjælpe hinanden ud af dem.

Parforholdsrelationen kan således lukke op for og uddybe trygge tilknytningsmønstre. Så selvom man i sin opvækst har haft erfaringer, som har skabt utrygge tilknytningsmønstre, er det muligt efterhånden finde ind i mere trygge mønstre.

Lad os endnu engang opsummere disse afgørende og vigtige pointer om parforholdets psykologi:

• I to har en tilknytningsrelation til hinanden.
• For at opnå et langvarigt, trygt og kærligt forhold, må I først og fremmest anerkende jeres begge tos grundlæggende behov for en tryg følelsesmæssig kontakt til særlige og udvalgte andre, et behov som I deler med alle andre mennesker.
• I har med andre ord hver især behov for en tryg base og en sikker havn, og som partnere i et parforhold er I hinandens trygge base og sikre havn.
• Når I er utrygge i jeres kontakt, når tilknytningssystemet er aktiveret og alarmklokken kimer, har I brug for hinanden til at slukke for alarmklokken og genetablere en tryg følelsesmæssig kontakt. Sådan er I skabt!
• Neden under jeres uenigheder, forskelle og konflikter ligger der altid frygt og utryghed relateret til tilknytning: ”Er han der for mig? ”Er jeg alene?” ”Synes hun, at jeg er en god nok partner?” Forstår han min sårbarhed og kan han rumme den?” ”Er jeg betydningsfuld for ham?”osv. Det er sådan slags frygt knyttet til jeres tilknytningsbånd, som driver jer ind i negative mønstre og ikke forskelle og uenigheder om forskellige ting.

Når I anerkender jeres tilknytningsbånd til hinanden, jeres behov for en tryg kontakt og kan respondere på hinandens tilknytningssignaler og -behov, og genetablere en tryg kontakt til hinanden, når den er væk og I er utrygge, så har i et godt fundament at skabe et langvarigt, trygt og kærligt parforhold.

Anne Stokkebæk. Januar, 2023. Kilder:

Se litteraturlisten under Artikler.