Tre metaforer for tilknytningsfrygt

Nedenfor præsenteres tre metaforer for den måde man kan opleve det på, når ens tilknytningssystem er aktiveret, alarmklokken er trykket ind, og man oplever, at tilknytningsbåndet til partneren er truet. 

Den der trækker sig og afviser

Forestil dig, at du skal passere en mark, hvis længde svarer til ca. to fodboldbaner, og hvor du ved, at der er nedgravede landminer. Langt væk, på den anden side af marken, kan du se din partner, som du ønsker at nå og at have en tryg kontakt, nærhed og samhørighed med. Men du kan også mærke, at det er risikabelt at krydse ind over marken.

Omhyggeligt og forsigtigt begynder du at træde ud på marken i håbet om at kunne finde tegn på, hvor landminerne ligger begravet. Bang! Du undgår med nød og næppe at blive såret, da en af dem eksploderer, og det giver dig hjertebanken. I forsøg på at bevare det fokus det kræver at overleve dette, undertrykker du din frygt og fortsætter, udadtil upåvirket og med modet i behold. Der kommer mange flere eksplosioner, og du undgår igen og igen, med nød og næppe at blive såret. Vejen hen over marken virker ekstremt farlig, og du overvejer, om det er det værd, eller om den vil ødelægge dig. Du ved, at du vil være meget tryggere at blive stående ved udkanten af marken alene.

Den der opsøger og bebrejder

Forestil dig, at du svømmer ude i en sø, og himmelen over dig bliver mørkere. Du er langt fra land og ser, at du ikke kan klare at svømme tilbage til søbredden. En motorbåd sejler forbi, og du kalder i håbet om at komme ombord. Den sejler forbi dig, og vender så tilbage. Du kalder igen, og den sejler igen forbi. Du kan ikke se, om føreren af båden har hørt dig. Den cirkler om dig igen og igen, og hver gang kalder du. Den kommer undertiden meget tæt på, men hver gang sejler bådføreren forbi dig. Med én så tæt på men alligevel uden for rækkevidde stiger panikken og en desperat frygt for at drukne alene i det kolde vand. Du bliver vred fordi du tænker, at bådføreren faktisk ser dig og hører dig, men er ligeglad med, at du drukner.

Den der lukker ned og bliver desorganiseret

Forestil dig at du er alene og er faret vild i gaderne i en ukendt by, hvor du ikke kender andre end den, du rejser sammen med. Og som du er blevet væk fra. Du taler ikke det lokale sprog, og din mobiltelefon er løbet tør for strøm. Du har gået fra gade til gade i forsøg på at finde din rejseledsager, og du bliver mere og mere urolig. Pludselig ser du en velkendt jakke et stykke foran dig. Du udstøder et lettelsens suk og kalder. Han vender sig om, og du oplever, at det ikke er din rejseledsager, og du ser ind i en bevæbnet persons truende ansigt. Du vender dig om, og løber med svedende hænder og bankende hjerte ind i en baggård. Så ser du igen den velkendte jakke, som din rejseleder havde på, og samler mod til at kalde på ham eller hende, desperat og håbefuld. I samme øjeblik som personen vender sig om mod dig, ser du, at det ikke er din rejseledsager, men igen en truende anden.  Og atter vender du dig om og løber, denne gang endnu længere, inden du tør stoppe op. Det sker igen og igen, at den du håber på at kunne stole på, i stedet bliver et symbol på trussel.  

Kilde: Lorrie Brubacher: Emotionsfokuseret parterapi. Trin for trin. Mindspace, 2018.

Anne Stokkebæk. December, 2022.