Anne Stokkebæk
Psykolog og parterapeut

Arbejdspapirer
 
Her finder I forskellige arbejdspapirer med spørgsmål, som I kan bruge i arbejdet med jeres parforhold.
Print
Spørgsmål om tilgængelighed, responsivitet og engagement

Parforholdets centrale spørgsmål er dette: Er du der for mig? Tilgængelig, responsiv og engageret?

  • Tilgængelighed handler om oplevelsen af, at man kan nå ind til sin partner og få opmærksomhed: “Kan jeg nå ind til dig? Vil du vise mig opmærksomhed?”
  • Responsivitet handler om oplevelsen af at blive reageret på, og af at der bliver vist interesse for ens følelser: “Kan jeg stole på, at du vil reagere på og interessere dig for mine følelser?”
  • Engagement handler om oplevelsen af at blive sat pris på, blive prioriteret, og af at den anden ønsker en tæt på : “Vil du sætte pris på mig, prioritere mig og være tæt med mig?”

 

Nedenfor er der nogle udsagn, der handler om din oplevelse af din partners tilgængelighed, responsivitet og engagement. Læs hvert udsagn og vurder, om svaret er sandt eller forkert for dig, eller mere eller mindre sandt eller forkert for dig. Du kan evt. skelne mellem lille eller stort s/f alt efter, hvor rigtigt eller forkert, du oplever udsagnet.

Besvar først spørgsmålene hver for sig, og tal derefter sammen om jeres svar på den måde, som er beskrevet nedenfor.

Oplever du, at din partner er tilgængelig for dig: “Kan jeg nå ind til dig? Vil du vise mig opmærksomhed?”

  • Jeg kan let få min partners opmærksomhed.
  • Det er let at få følelsesmæssig kontakt med min partner.
  • Jeg føler mig ikke ensom eller udelukket i vores forhold.
  • Jeg kan dele mine dybeste følelser med min partner. Han/hun vil lytte.

 

Oplever du, at din partner er responsiv overfor dig: “Kan jeg stole på, at du vil reagere på og interessere dig for mine følelser?”

  • Hvis jeg har brug for trøst, vil han/hun være der for mig.
  • Min partner reagerer på signaler om, at jeg har brug for, at han/hun kommer tættere på.
  • Jeg føler, at jeg kan læne mig op ad min partner, når jeg er urolig og usikker.
  • Jeg føler mig tryg nok til at løbe følelsesmæssige risici med min partner, fx fortælle om sårbarheder og længsler.
  • Hvis jeg har brug for bekræftelse af, hvor vigtig jeg er for min partner, kan jeg få det.

 

Oplever du, at din partner er engageret i dig: “Vil du sætte pris på mig, prioritere mig og være tæt med mig?”

  • Jeg er tryg ved at være tæt på min partner.
  • Jeg kan betro mig til min partner omkring næsten alt.
  • Selv når vi skændes eller er uenige, ved jeg, at jeg betyder meget for min partner, og at vi vil finde en måde at finde sammen på.
  • Jeg oplever, at jeg har første prioritet/meget høj prioritet for min partner?
  • Jeg oplever, at min partner ønsker at have mig tæt på sig.
  • Jeg er sikker på, at vi er forbundet med hinanden, selv når vi er adskilte.
  • Jeg ved, at min glæde, smerte og frygt betyder noget for min partner.
 
Tal sammen om jeres oplevelse af kontakten

At tænke over din oplevelse af kontakten i form af tilgængelighed, responsivitet og engagement mellem dig og din partner og dernæst at dele, hvordan I hver især oplever den, er et afgørende skridt mod at kunne en tryg følelsesmæssig kontakt, som I begge ønsker og har brug for.

Stemmer din partners syn på hvor tilgængelig, responssiv og engageret du er, overens med dit eget syn på dig selv, og på hvordan du oplever kontakten mellem jer?

Husk at din partner taler om, hvordan han eller hun oplever kontakten, og hvor tryg og forbundet han eller hun føler sig i jeres parforhold lige nu. 

Prøv om I kan udforske de spørgsmål og svar, som aktiverede de sværeste følelser i jer. Forsøg at gøre det i en ånd, hvor det handler om at støtte din partner i at være lydhør overfor din oplevelse af kontakten mellem jer: Hjælp din partner til at forstå dig bedre! Din partner vil ikke være i stand til at gøre det, hvis du bliver for negativ, så forsøg at undgå kritik eller bebrejdelser.

Kilde: Sue Johnson: ”Hold mig. En vejviser til varig kærlighed”. Mindspace, 2014.

Anne Stokkebæk. December, 2022. 

Psykolog og parterapeut Anne Stokkebæk

Tlf.: 41 59 98 09
E-mail: anne.stokkebaek@gmail.com

Se også min anden hjemmeside

Skip to content